Prebens hjerte bløder for børn i Ukraine: - Det er et glemt kapitel

Preben Hansen fra Silkeborg er lige nu på vej til Ukraine med en hel bil fuld af nødhjælp til børn og unge.

Preben Hansen har indsamlet 101.000 kroner samt en hel masse legetøj og andet, som han nu er på vej til Ukraine for at aflevere.
Preben Hansen har indsamlet 101.000 kroner samt en hel masse legetøj og andet, som han nu er på vej til Ukraine for at aflevere.
Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST

Preben Hansen er både far, plejefar og tidligere ansat på et bosted for anbragte børn.

Han har altid gerne villet gøre en forskel for børn og unge. Derfor holder silkeborgenseren her særligt godt øje med de yngste ofre for krigen i Ukraine.

- Jeg synes jo, det er et glemt kapitel. Der er kommet andre ting i medierne, og det ændrer bare ikke på, at der stadig er børn, der har det svært, siger han.

På det sociale medie Twitch har han blandt sine 19.000 følgere samlet 101.000 kroner ind plus en hel masse legetøj og lignende.

- Det er nogle helt andre ting, nødhjælpsorganisationerne kører derned med. Det er ikke bind til pigerne, shampoo til børnehjemmet, floorballsæt til skolen eller projekter til skole og undervisning. Det her er meget specifikt til specifikke steder, som gerne vil have nogle helt særlige ting.

Kører selv til Ukraine

Søndag morgen satte Preben Hansen så kurs mod Ukraine i en bil fyldt med alt det, han har samlet ind. Han vil nemlig selv ned og aflevere det.

- Hvis jeg samler ind, så følger jeg det til dørs. Jeg vil dokumentere overfor mine følgere, hvad pengene bliver brugt til, så man kan se den forskel, vi kommer til at gøre, fortæller han.

Al nødhjælpen bliver fragtet til Ukraine med hjælp fra nødhjælpsorganisationen Keep Helping Ukraine.

- Det er supervigtigt, at der er nogen som Preben, som kan promovere, at der stadig er hårdt, hårdt brug for nødhjælp i Ukraine, siger Mianne Nielsen, der er næstformand i organisationen.

0:27

Gennem organisationen har Preben Hansen fået kontakt til to børnehjem og en skole i Lviv i det østlige Ukraine – det er der, nødhjælpen skal ende. Han har fået en video dernede fra af nogle af børnene, som er glade for hans hjælp.

- Jeg bliver så rørt, hver gang jeg ser det. Det føles bare rigtigt, at det er de her børn, vi skal ned og hjælpe. Det er det hele værd. De er på mange måder som vores egne børn.

Preben Hansen forventer at være i Ukraine natten til mandag. Hele køreturen bliver live streamet inde på hans profil på Twitch.