Indbrud på maskinstation: Mejetærskere og traktorer rippet for GPS-udstyr
Endnu en maskinstation har fået stjålet GPS’er fra deres mejetærskere og traktorer.
Lige nu står kornet klar til at blive høstet på markerne. Men for en maskinstation ved Lemvig er arbejdet i markerne nu blevet noget mere besværligt.
Natten til torsdag fik de stjålet GPS-enheder fra syv forskellige køretøjer.
Samme problem oplevede Offersgård Maskinstation ved Linde for to dage siden. De fik stjålet 12 GPS-enheder.
- Det er den samme type udstyr, der er blevet stjålet begge gange, men vi kan ikke sige, om det er de samme gerningsmænd, der står bag, siger Allan Lausten, der er stationsleder ved Midt- og Vestjyllands Politi.
Politiet har ikke umiddelbart nogle spor at gå efter, og allerede efter meldingen om det første tyveri, var politiet ude og advare andre maskinstationer.
- Det er, fordi vi har erfaringer med, at sådan en ulykke sjældent kommer alene. Det er ofte en bølge. Når først de har været et sted, så kører gerningsmændene videre til et nyt og tager sådan en sending igen, siger Allan Lausten.
Ejeren af Offersgård Maskinstation vurderer, at den samlede værdi af hans 12 stjålne GPS’er er på mellem en halv og en hel million kroner.