Jane Aamunds søn: Min mor var familiens humørfyldte midtpunkt
Jens Rekling tegnede i kirken et billede af en humoristisk og viljestærk kvinde med en stor appetit på livet.
Jane Aamunds søn, Jens Rekling, leverede en både smuk og humoristisk tale i kirken, da den kendte forfatter lørdag formiddag blev bisat fra Heldum Kirke ved Lemvig.
Rekling betegnede sin mor som "familiens naturlige midtpunkt, vennernes faste støtte og hele Danmarks budbringer om, at livet skal være en fest".
- Budskabet i alle hendes bøger var: Tag fat i livet med begge hænder. Elsk, spis, drik og le, sagde Jens Rekling.
Jane Aamund var både journalist og forfatter, men Rekling mente, at hendes rigtige titel burde være livskunstner.
- For i alt hvad hun foretog sig, foregik det med en intensitet, menneskevarme og livsappetit, som få af os, der er samlet her i dag, har mødt hos andre.
Udover at beskrive sin mor som et meget kærligt familiemenneske, tegnede sønnen også et billede af en meget stærk og viljefast kvinde. Han fortalte blandt andet om hendes venskab med komponisten og teaterdirektøren Aage Stentoft.
- De udviklede et livslangt venskab og tog sig nogle ordentlige ture ind imellem, for min mor havde det med dominerende mænd som med uartige hunde. De skulle have et rap i røven, inden de kom for godt i gang. Men når det så var overstået, var alt godt igen.
Jane Aamund var i en stor del af sit voksne liv mærket af kræft. Hun døde tirsdag aften på Anker Fjord Hospice i Hvide Sande. Jens Rekling fortalte i kirken, at hans mor indtil få dage før sin død besvarede breve og e-mails fra læsere af hendes bøger.
- Som patient var hun lægernes skræk, for man slap ikke godt afsted med at forsøge at bestemme over hende ved sengelejet. Selvfede overlæger fik det glatte lag og måtte gå bort med røde ører, hvis de troede, at her var en patient, der lige skulle holdes lidt nede.
- Mange læger, tandlæger og sygeplejersker har selvfølgelig også hjulpet hende gennem mange svære perioder, og de blev ofte til venner, som hun skrev med. Men al den lidelse og helbredsmæssige modgang lykkedes det hende også at vende til positive øjeblikke med medpatienter.
Efter bisættelsen sagde Jens Rekling til TV MIDTVEST, at det var vigtigt for ham også at have humoren med sin tale.
- Det er et farvel til familiens humørfyldte midtpunkt, som har fyldt vores liv med alle mulige glæder og gode historier. Så det er både en dag, hvor vi er kede af det og mindes hende, men også hvor vi glædes over det fantastiske, indholdsrige og sprudlende liv, hun har haft, sagde han.