Rullende cykelværksted: Kenneth kommer hjem til dig og reparerer din cykel

Kenneth Jørgensen har etableret sit eget firma, hvor han kører ud til kunderne og reparerer deres cykler.

1:24
Selvom Kenneth Jørgensen er fra Lemvig, så kører hans mobile værksted også til andre byer.
Foto: Frederik Kortegaard, TV MIDTVEST

Lemvig har fået en ny cykelmekaniker i byen, men adressen skifter lige så mange gange, som Kenneth Jørgensen har kunder.

Han kører nemlig ud til dem og reparerer deres cykler.

- Jeg havde brug for at lære noget med mine hænder. Det er fantastisk at have den mulighed, at man kan starte op for få midler og yde den service, som man drømmer om at gøre, siger Kenneth Jørgensen.

Det har været noget af en etape at nå frem til startlinjen. Han har nemlig en bachelor i økonomi fra 2004 og har arbejdet i sin fars firma, der udlejer feriehuse.

Derefter begyndte drømmen om cykelmekaniker at tage form. I 2011 gik han i lære hos en cykelhandler og blev udlært, hvorefter han fik job en cykelwebshop.

- Så jeg kan faktisk det meste, fortæller han.

Ved udgangen af 2021 sprang han så ud som mobil cykelmekaniker.

- Først havde jeg tænkt det som en fysisk butik, men så tænkte jeg, at det var bedre at starte ud sådan her. Man sparer tid ved at vælge mig, fordi kunden ikke selv skal transportere cyklen hen til cykelmekanikeren, vente og køre hjem igen,

Ordrelisten vokser 

I dag er det Erik Jegbjerg, der fra sit advokatkontor i Lemvig skal have et serviceeftersyn på sin racercykel.

Efter han er blevet far til en lille ny, er der nemlig kommet lidt ekstra kilo på sidebenene.

- Jeg synes, det er fantastisk for sådan en som mig. Når man har en travl hverdag med små børn og et krævende arbejde, så er det en kæmpe fordel, at man ikke skal bruge tid på at transportere sin cykel hen til cykelværkstedet, siger han.

Kenneth Jørgensen forventer at kunne klare de fleste reparationer ude ved kunderne. Men skulle der være mere komplicerede opgaver, så kan det klares hjemme på værkstedet, der ligger i forbindelse med privaten.

- Lige så stille begynder ordene at komme ind. Nu skal jeg videre til Thyborøn i eftermiddag, siger Lemvigs nye mobile cykelmekaniker.

Efter smøring af alle udvendige dele og ny luft i dækkene kan Kenneth Jørgensen smide Erik Jegbjergs cykel tilbage i bilen og køre videre.

- Jeg regner med, at jeg kan komme til at leve af det. Men det er jo en begyndelse, og så må vi se, hvor langt det løber, pointerer Kenneth Jørgensen.

Foruden de gængse cykelreparationer tilbyder han også Bikefit, hvor det handler det om at få cykelrytteren til at sidde perfekt på racercyklen.