Ulækkert fund i vestjysk skov: - Det er noget svineri
Tirsdag eftermiddag blev der gjort et noget opsigtvækkende fund i Klosterheden mellem Struer og Lemvig.
Skovbunden i Klosterheden mellem Struer og Lemvig har det med at gemme på lidt af hvert, men det er alligevel sjældent, at griseører, -tryner og -skind er iblandt.
Ikke desto mindre er det lige nu tilfældet, efter en ukendt gerningsmand for nyligt har dumpet flere kilo griseaffald i skovbunden.
- Det er noget svineri. Det er jo ikke Hr. Jensen, der har slagtet en enkelt gris. Her er vi oppe i den store afdeling, lyder det fra Paul Schmidt Andersen, der er personaleleder i Naturstyrelsen Vestjylland, som varetager Klosterheden.
Sjældent det fører til en politianmeldelse
Klosterheden er Danmarks tredje største skovområde, og det er ikke første gang, at Naturstyrelsen er blevet gjort opmærksom på usædvanlige fund i skovbunden.
Ifølge Paul Schmidt Andersen er det mest husholdningsaffald, de ser, men han har også tidligere set eksempler på dumpet griseaffald.
Han mener dog ikke, det er et generelt problem.
- Det sker et par gange om året, og hvis vi ser noget, der kan lede os til gerningsmanden, kontakter vi selvfølgelig vedkommende. Det er sjældent, det fører til en politianmeldelse, men helt generelt vil vi gerne fraråde, at man smider affald i naturen, fortæller Paul Schmidt Andersen.
Halvt år efter et marsvin blev fundet
Det er kun omkring et halvt år siden, at et andet kuriøst fund blev gjort i en skov mellem Ikast og Brande. Her fandt en borger et marsvin, da hun var ude at gå tur.
Paul Schmidt Andersen oplyser, at Naturstyrelsen nu vil fjerne griseaffaldet fra Klosterheden, så det ikke er til gene for skovgæsterne. Hvis der havde været tale om en mindre mængde, ville styrelsen dog have overvejet at lade det ligge til skovens dyr.
- Jeg ved ikke, hvem det er, der har smidt det, men jeg har svært ved at forstille mig, at det er et slagteri, for der håndterer de det jo selv. Jeg synes, det ser underligt ud, fortæller Paul Schmidt Andersen fra Naturstyrelsen Vestjylland.