Alle stemmer er talt: Niels Fuglsang får S mandat

Det blev uhyre tæt om pladsen som Socialdemokraternes tredje mandat, men til sidst trak Niels Fuglsang det længste strå.

Niels Fuglsang ender som Socialdemokraternes 3. mandat efter et tæt valg.
Niels Fuglsang ender som Socialdemokraternes 3. mandat efter et tæt valg.
Foto: Privatfoto

Det har været en nervepirrende dag for de fleste kandidater. De personlige stemmer er dagen igennem blevet talt op i landets kommuner, og det har fået det samlede resultat til at ændre sig flere gange i løbet af dagen.

Særligt kampen om Socialdemokraternes tredje mandat har været tæt. Her har Niels Fuglsang længe set ud til at blive sorteper, men med et flot valg særligt i Aarhus, endte han med pladsen i Europaparlamentet.

- Det har været en af de mest nervepirrende dage jeg nogensinde har oplevet, fortæller Niels Fuglsang.

Niels Fuglsang ender med 29.444 personlige stemmer, til sammenligning fik hans nærmeste interne konkurrent Marianne Vind 27.396 stemmer.

- Jeg sidder med en fantastisk god følelse nu, vi har kæmpet for det i et år, og nu er det altså lykkes. Så jeg har tænkt mig at poppe en champagne i aften, siger Niels Fuglsang.

30:40
Se mere til Niels Fuglsang her, i vores debat i Krydsfelt frem mod valget.

Venstre stormer frem

Skifter vi fra rød til blå, vender mundvigene også op her i landsdelen. Søren Gade fik et fantastisk valg og endte med hele 201.626 personlige stemmer, kun overgået af partifælle Morten Løkkegaard, som fik 207.558 stemmer.

At det er to Venstre mænd, der topper stemmelisterne, er meget symbolsk for valget. Venstre fik nemlig hele 23,5 procent af stemmerne og er nu Danmarks største parti i Europa.