Departementschef bakker op om at Støjberg blev advaret i asylsag

Støjberg blev advaret om ulovlighed i at adskille asylpar uden undtagelse, bekræfter departementschef.

Forhenværende departementschef i Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet Uffe Toudal Pedersen ankommer til Instrukskommissionen i Retten på Frederiksberg.
Forhenværende departementschef i Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet Uffe Toudal Pedersen ankommer til Instrukskommissionen i Retten på Frederiksberg.
Foto: Niels Christian Vilmann / Ritzau Scanpix

Allerede inden et vigtigt møde 10. februar var embedsværket klar over og havde advaret om, at det ville være ulovligt at adskille asylpar, hvor den ene var mindreårig, hvis der ikke var en individuel vurdering.

Det siger daværende departementschef Uffe Toudal Pedersen i Udlændinge- og integrationsministeriet.

Allerede på et møde 9. februar blev den daværende minister Inger Støjberg (V) klart advaret på et møde. Og i dagene op til var der flere snakke om lovligheden.

- Om ordet ulovligt er nævnt, kan jeg ikke svare på, men jeg kan sige, at jurister har på det tidspunkt givetvis sagt, at man ikke vil administrere en ordning uden undtagelser med respekt for vores internationale forpligtigelser.

- Hun (Støjberg, red.) har reageret på den måde, at hun har sagt, at hun vil have en ordning uden undtagelser, siger han i dag.

Dagen efter, altså 10. februar, var der et koncerndirektionsmøde, hvor tidligere vidner og skriftligt materiale vidner om, at Støjberg blev klart advaret om ulovligheden i at adskille asylpar uden en individuel vurdering.

På det møde havde Justitsministeriet allerede mundtligt bekræftet, at det ville være ulovligt at adskille par uden individuel vurdering. Ifølge departementschefen er der intet unormalt i, at der på det tidspunkt endnu ikke er et skriftligt notat om det.

Kort efter mødet 10. februar blev der udsendt en pressemeddelelse, hvor forbeholdet ikke var med.

En håndfuld dage før havde ministeren dog godkendt sagen internt med forbehold i ministeriets journaliseringssystem.

Da pressemeddelelsen ikke blev fulgt op af andet, kom den til at fungere som en egentlig instruks til myndighederne, der skulle udføre ordren. Det er usædvanligt.

Efterfølgende gik Udlændingestyrelsen i gang med at adskille par, men i starten var det de par uden børn. Det har den daværende direktør Henrik Grunnet vidnet om fredag.

Sagen har sin oprindelse i 2016, hvor der var en debat om asylpar, hvor den ene var myndig, og den anden var mindreårig.

Inger Støjberg har tidligere sagt, at hun ikke blev advaret mundtligt. Men det tyder flere vidneafhøringer og skriftligt materiale fra dengang på.

- Blev jeg advaret af embedsværket op til, at denne her pressemeddelelse blev udsendt, og som jo senere hen blev til en instruks? Altså, der lå ikke en advarsel på mit bord, og der var heller ikke en mundtlig advarsel, sagde Inger Støjberg under et samråd i juni 2017.

/ritzau/