Efter togulykke: Borgere savner bomme ved jernbaneoverkørsel

En række borgere er utrygge ved jernbaneovergange uden bomme, efter at en 35-årig kvinde tirsdag mistede livet. Politikerne venter på Havarikommisionens afgørelse.

3:27
Dødsulykken ved en jernbaneoverskæring ved Silkeborg kunne formentlig have været undgået, hvis politikerne havde levet op til deres ord og sikret jernbaneoverskæringerne som lovet.
Foto: TV2 ØSTJYLLAND

En jernbaneoverskæring i Lysbro ved Silkeborg dannede tirsdag ramme om en tragisk ulykke, hvor en 35-årig kvinde blev dræbt, da hendes bil blev ramt af toget.

Det har kickstartet debatten om sikkerheden ved jernbaneoverkørslerne. Ved skinnerne på ulykkesstedet er der blink og klokke, der skal advare om, at toget kommer, men ingen bomme. 

Ifølge Banedanmark kommer der bom på stedet næste år. Men for borgerne i området er der lang tid til.

- Jeg synes jo, at det kunne være rart, hvis den allerede kom op nu. Jeg har jo et par piger her i bilen, som transporterer sig selv til rideskolen dagligt, så for mig ville det være lækkert at vide, at der også gik nogle bommer ned, siger Karina Ravn.

Hun bakkes op af Brian Bremer. Han synes også, at overkørslen er ubehagelig at passere.

- Jeg tænker, at bommen skal komme hurtigst muligt for sikkerheden, Brian Bremer. 

Ikke enestående

Overkørslen på Funderholmevej er ikke den eneste, der har været centrum for en ulykke.

For fem år siden overså Bent Lund toget ved Ollinghedevej ved Kibæk. Heller ikke her er der bomme, men lyd og lys. Og det er for lidt, mener han. 

-  Det kalder i hvert fald på bomme, for hvis de er der, så sker det jo ikke. Så skal man zigzagge imellem dem, og så er det jo en bevidst handling.

Foreløbigt flere år forsinket

Bommene eller sikring i form af lys og lyd er da også på vej flere steder. 

I 2009 blev det politisk besluttet, at alle overskæringer skulle sikres senest ved udgangen af 2018. Men det arbejde er blevet forsinket, og derfor er der stadig 10 jernbaneoverkørsler, hvor der hverken er bomme, lyd eller lys, samt cirka 80 steder med lys og lyd, men ingen bomme. 

Venstres transportordfører Kristian Pihl Lorentzen er en af de politikere, der var med til at vedtage aftale i sin tid. 

- Man kan altid sætte spørgsmålstegn ved, om det går stærkt nok. Og det gør man jo, når der sker sådan en ulykke. Det, vi koncentrerer os om nu, er, at Havarikommissionen får lov til at arbejde og afdække årsagen til den konkrete ulykke. Og når den rapport foreligger, så skal vi drøfte politisk, om vi skal speede op i den proces der allerede er planlagt, siger han. 

Har I ikke et ansvar for at sikre, at sådan noget ikke sker?

I allerhøjeste grad. Det er i sidste ende et politisk ansvar, hvor hurtigt vi får sådan noget sikret. Der er jo også mange andre steder i trafikken, vi gerne vil sikre hurtigst muligt. Men målet på jernbanen for Venstre er, at vi får alle overkørsler sikret med bomme, lyder det fra ordføreren. 

Hans politiske modstander og ordførerkollega, Thomas Jensen (A), kalder ulykken tragisk. Han vil nu afvente Havarikommissionens undersøgelser, før han tager stilling til, hvad der skal ske. 

- Det er bedst at handle på et oplyst grundlag, og derfor er det også vigtigt, at vi venter på Havarikommissionens undersøgelser af den konkrete sag, og så kan vi gå videre på baggrund af det, siger han.