Et af naturens mystiske fænomener kan nu opleves: - Det er klamt om dagen og magisk om aftenen

Flere steder kan man lige nu opleve morild. Et fænomen som gør vandet blåt om natten, når der er bevægelse.

Morild
Foto: Robert Ahrenhold/Shanti Lfe

Flere steder langs vestkysten kan man for tiden opleve morild. Et naturfænomen, der får vandet til at lyse eller glimte blåt, når solen er gået ned.

- Jeg har prøvet at være ude at sejle i det, men endnu mere fantastisk er det at bade i det. Det er næsten umuligt at planlægge efter det, men når det er, så skal man tage chancen. Det er et helt vildt syn, fortæller Michael Madsen, der er indehaver af Jyllandsakvariet i Thyborøn.

Michael Madsen fortæller, at man normalt skal lidt længere hen på sommeren for at opleve naturfænomenet - ofte i starten af august. Men varmen i år har gjort, at det flere steder kan opleves allerede nu:

- Det er tidligt, men fra nu og de næste par måneds tid er der gode chancer. Det vilde er, at man går og kigger, og så ser man sådan en rød/brun masse - det er klamt om dagen og magisk om aftenen.

Udfordringen er at finde det

Michael Madsen fortæller, at den rød/brune masse lyser blåt, når det er mørkt - særligt ved bevægelse i vandet.

- Det, der er udfordringen, er, hvor man går hen. Det man kan sige er, at det er en lillebitte organisme, som ikke selv kan bestemme, hvor den kommer hen. Den er, hvor strømmen fører den hen. Hvis man kigger ud over åbent hav, så kan det være alle steder, men man kan nogle gange se nogle striber i havet i løbet af dagen med den rød/brune masse.

Vil man på jagt efter morild, så er havet et godt sted at starte med at lede.

- Det er havet, der er gode chancer i, men det kan også være i Limfjorden under de rigtige forhold.

Robert Ahrenhold, der går under kunstnernavnet Shanti Lfe, har for nylig været en tur i Nationalpark Thy og har taget billeder af morild der, hvor han har kastet sten i vandet.

Michael Madsen fortæller, at morild ikke er giftigt, og derfor kan man godt bade i det.

- Hvis man har set det om dagen, så synes man nok, at man skal have et bad efter en svømmetur i det. Og hvis man ikke vil i badebukserne, så kan man også smide en sten i vandet.