For få elever får håndværkeruddannelse

Alt for få elever får en håndværkeruddannelse. En af årsagerne kan være, at skoler kun fokuserer på at få eleverne til at tage en gymnasiel uddannelse

Håndværker
Foto: Gustav Houe Dall, TV MIDTVEST

På Tjele Efterskole er bøgerne byttet ud med sav, hammer og boremaskine. Tre dage om ugen går seksten 10. klasseelever til håndværk. 

- Vi har jo tidligere ikke haft den store fokus på det inden for vores verden, hverken i efterskolen eller i folkeskolen. Men vi er begyndt at fokusere mere på det, fordi vi har brug for at uddanne unge i en håndværksmæssig retning, siger Kim Daugbjerg Hansen, som er forstander på Tjele Efterskole.

Også efterskolerne spiller en rolle for unge bliver interesseret i håndværksfagene. 

- Det betyder jo, at de håndværksmæssige fag, de lider under det, fortæller Kim Daugbjerg Hansen.

I Tjele tog de udfordringen op i 2015 så et efterskoleophold nu også kan pege unge i retning af et håndværk. 

- For eksempel mig. Nu er jeg sådan en, der er ved at være træt af bøger og sådan noget. Så synes jeg, at det er federe at komme ud og får brugt det istedet for bare at sidde og læse om det, siger Daniel Statager, som er elev på skolen.

Nicklas Lindhardt, der også er elev tilføjer:
- Hvis man er interesseret lidt for at lege med træ eller metal, så er det en perfekt mulighed.

Og det er dét håndværkerlinjen handler om - at sætte mere fokus på de praktiske fag.

- I mange år er gymnasiet jo blevet talt op og håndværk talt ned, det er jo ikke nogen hemmelighed i dag. Så vi forsøger på den her måde at vise, at det faktisk er fedt at være håndværker, fortæller Søren Sanderhoff, der er lærer på Tjele Efterskole.

På efterskolen forsøger man med linjen også at ramme alle slags elever. Det er nemlig ikke alle der gearet til gymnasiet og skolebøger.

- Vi syntes, at der manglede noget i skole/efterskoleverden, siger forstander Kim Daugbjerg Hansen.

Eleverne kommer med mellemrum ud i praktik, og det har givet pote. Flere er blevet tilbudt elevpladser, når de er færdige på efterskolen.

Ved siden af håndværkerlinjen passer eleverne de obligatoriske fag i matematik, dansk og engelsk.