Få ernæringschefens råd til, hvordan du undgår julekilo
Det handler både om, hvad man indtager, og hvor meget man forbrænder, hvis man vil undgå at tage på over julen.
Julen er tid til hyggeligt samvær med familie, gaver, god mad og lidt godt til ganen. Men de sidste to ting har det med at føre noget uønsket med sig: Julekilo.
For hvem har ikke prøvet, at bukserne sidder lidt strammere efter jul, eller at den nye kjole passede den 20. december men ikke den 1. januar?
Det vil mange selvfølgelig gerne undgå, og for ernæringschef på Hospitalsenheden Vest, Lone Viggers, handler julekiloene især om en ting. Tilgængelighed.
- Det handler meget om, at der er meget mad tilgængeligt hele tiden i julen. Der er dels den fede julemad og alle julegodterne. Og så er der det med, at vi sidder meget end, fordi vi spiser meget af tiden. Hvis vi lægger det sammen, kan det sagtens betyde, at man tager et par kilo på, fortæller hun.
Men heldigvis findes der nogle råd til, hvordan man kan undgå, at bæltet skal have et nyt hul efter julen.
Simple råd kan gøre en forskel
For hvis man gerne vil nyde den gode julemad uden at skulle tænke på tøjstørrelser i fremtiden, kan man sagtens gøre det.
- Det, jeg synes, man skal gøre, er at vælge noget mere af alt tilbehøret. I Danmark har vi tradition for rødkål og måske endda to slags med den rå og den kogte. Tag mere af det. Det samme gælder til julefrokoster. Tag laks og asparges, rugbrød, rødbeder, asier og alt det grønne, og tag mindre af det fede kød. Det er meget lavpraktisk, siger Lone Viggers.
Det er dog ikke kun maden, der kan være en synder, hvis man tager på i juletiden.
Mange sidder ofte stille i lange perioder og over flere dage, så derfor kan noget så simpelt som en gåtur være med til at holde julekiloene på afstand.
- Man kan gå nogle ture. En rigtig god gåtur kan alle være med til. Man kan eksempelvis tage hunden med, hvis man har sådan en, og så opleve naturen i nærheden. Det er både for børn og for voksne. Og gå gerne i en time eller halvanden og gerne mange sammen. For så spiser man ikke i det tidsrum, siger ernæringschefen.
Opmærksomhed
Lone Viggers kan ikke pege på én bestemt madvare som den store synder. Hun peger i stedet igen på, at det er mængden af mad, der er det store problem.
I juletiden er der nemlig ofte mange muligheder for at indtage noget godt til maven, ligegyldigt om man er hjemme, på arbejde eller på besøg hos venner eller familie.
Derfor har ernæringschefen et ord, hun hvert år sætter fokus på:
- Nøgleordet er opmærksomhed. Vær opmærksom på, hvad du indtager. Så kan det være nemmere at undgå at tage på over julen.