Fanget i ny lovgivning om dobbeltuddannelse
Mandag blev det, der bliver kaldt uddannelsesloftet, vedtaget. Det tvinger unge fra ufærdige uddannelser.
Det er ikke kun de kommende studerende, der bliver ramt af de nye regler for dobbeltuddannelse. Flere, der allerede er i gang med en ny uddannelse, kan blive bremset på vejen. En af dem, som måske aldrig bliver færdig med drømmeuddannelsen, er Julie Begtrup Hansen.
Den nye lov har fanget Julie Begstrup Hansen, som er uddannet sygeplejerske, i en form for limbo.
- Jeg står egentlig lidt med en halvfærdig uddannelse, hvis jeg ikke må søge ind på bachelor-delen her til sommer, siger hun.
Julie Begtrup Hansen er nemlig ved at være færdig med grundforløbet på hendes nye uddannelse som møbeldesigner. Men her er det slut. Overbygningen til grundforløbet, som skal læses færdig det næste halvandet år, er nemlig på samme niveau som sygeplejerske-uddannelsen.
- Jeg synes bare ikke, det kan passe. Havde jeg vidst det, havde jeg ikke afleveret den bachelor, siger Julie Hansen.
Travlhed hos studievejlederne
Julie Begtrup Hansen er langt fra den eneste. Studievejlederne mærker frustrationer og forvirring fra flere unge nuværende og kommende studerende.
Vi har haft travlt ved telefonen. Der er booket tider både i Holstebro, Viborg og Herning, hvor emnet handler om dobbeltuddannelser, og hvilken betydning det har for dem, siger Maibritt Ammitzbøll, der er centerleder ved Studievalg Midt- og Vestjylland.
Lovforslaget blev stemt endeligt igennem mandag, og der er flere grunde til at kritikken ikke har væltet forslaget.
- Det kan godt være, man synes, det er lidt synd for den sygeplejerske, som ikke får sin drøm opfyldt ved at kunne læse videre på en ny uddannelse, men jeg synes, det er mere synd, for den, som ikke har nogen uddannelse i forvejen, og som har drømt om den samme uddannelse, men som ikke kan komme ind på den, fordi der er fyldt, siger Thomas Danielsen, der er medlem af uddannelses- og forskningsudvalget for Venstre.
Julie Begtrup Hansen håber nu på, der kommer en eller anden form for dispensation, hvor hun kan få lov til at gøre det sidste færdig.
- Ellers må jeg ud på arbejdsmarkedet og se, om der er nogen, der vil have en med en halv uddannelse, siger hun.