Fjernvarme slog rekord i 2022

Skyhøje gaspriser har været med til at få rekordmange husstande tilsluttet fjernvarme sidste år.

Mange danske fik fjernvarme i radiatorerne sidste år.
Mange danske fik fjernvarme i radiatorerne sidste år.

Næsten 7000 hustande i Region Midtjylland blev koblet på fjernvarmen sidste år. I Region Nordjylland var tallet cirka det samme. 

Samlet i hele landet blev 58.400 nye brugere koblet til fjernvarmenettet, og det er rekordmange.

Tallene kommer fra Dansk Fjernvarme, der kan fortælle, at der ikke de sidste 30 har været så mange nye tilkoblinger til fjernvarmenettet.

- Det er ret vilde tal. De danske boligejere har udvist en overvældende interesse for at skifte deres naturgasfyr ud med grøn fjernvarme. Jeg er derfor meget tilfreds med, at vi nu kan se, at de danske fjernvarmeselskaber på meget kort tid har tangeret en 30 år gammel rekord, skriver Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme, i en pressemeddelelse.


Den store tilslutning kommer, efter den daværende regering 19. april sidste år udtrykte et ønske om, at så mange som muligt droppede naturgassen og blev koblet på fjernvarmen. Anledningen var dengang, at man i Europa gerne ville ud af afhængigheden af russisk gas.

- Beslutningen om forceret udfasning af naturgas og udrulning af fjernvarme blev taget på baggrund af Ruslands invadering af Ukraine og de høje energipriser. Men den akutte situation sidste år skal ikke skygge for det oprindelige formål med udbredelse af fjernvarme: At udfase de fossile brændsler og bidrage til at opnå vores klimamål, siger Kim Mortensen.