Flystyrt i Herrup: Tidligere chef forklarer om sikkerhed og procedure
En tidligere chef har selv fløjet omkring 1000 timer i T-17 træningsflyet.
Forsvaret har indstillet al flyvning med de militære træningsfly T-17. Det var et af de fly, som i torsdags styrtede ned på en mark i Herrup mellem Holstebro og Viborg.
Teknikkerne er i gang med at undersøge, om der er en generel fejl på flyet. Imens bliver alle tilsvarende modeller på jorden.
Det er normal procedure ifølge en tidligere chef for Flyveskolen i Karup.
- Det vigtigste er at kigge på, hvad det var for en mission, de skulle ud på for at se, om der er noget i den mission, som kan indikere, at de skulle havne i den situation, fortæller Frits Schmidt Rasmussen.
Han har selv fløjet omkring 1000 timer i de cirka 50 år gamle T-17 træningsfly.
- Sandsynligheden for at det er noget teknisk alvorligt - den er ikke voldsom stor.
Ifølge Frits Schmidt Rasmussen så blev flyene leveret til Flyveskolen i 1975, så det er materiel, der har nogle år på bagen. Men det har ifølge ham intet at sige.
- De fly er vedligeholdt fuldt ud af professionelle. Er der en stump, der skal skiftes, så bliver den det øjeblikkelig, forklarer han.
Stram procedure
Ifølge den tidligere chef er sikkerhedsreglerne på Flyveskolen meget stramme - også mere end vi kender det fra almindelige flyvninger.
- Ved en civilflyvning udgiver statens luftfartsvæsen bestemmelser om, hvordan man skal bevæge sig rundt i det danske og internationale luftrum. Der er også protokoller for, hvordan de tekniske forordninger skal være forklarer Frits Schmidt Rasmussen og fortsætter:
- I flyvevåbnet har man en pendant til det, men man har sin egen, som ofte er væsentligt skrappere end den civile, fortæller han.
- Alt bliver gået igennem med en tættekam
Når ulykker som denne sker, så træder en havarikommission øjeblikkelig sammen. Og herfra bliver alt gået igennem, forklarer Frits Schmidt Rasmussen.
- Flyet bliver undersøgt i detaljer af teknikere, som ikke har arbejdet i den enhed som flyet kommer fra.
Derudover vil man tale med dem, som havde kontakten til flyet før ulykken, tale med den officer på flyskolen, som har autoriseret flyvningen og en række andre personer, som har været involveret.
Derudover kigger man på vejret og en lang række andre ting.
Flystyrtet skete torsdag eftermiddag omkring klokken 13.00.
TV MIDTVEST har fredag forsøgt, at få et interview med Forsvaret, men de har ikke ønsket at stille op.