Fond bag Natteravnene kan være truet af lukning

Fonden for Socialt Ansvar er lukningstruet, fordi den står til at miste driftsbevilling fra satspuljen. Ministeren kommer ikke med løfter om redning.

Kronprinsparrets sociale pris på 500.000 kroner gik i 2013 til Natteravnene.
Kronprinsparrets sociale pris på 500.000 kroner gik i 2013 til Natteravnene.
Foto: Keld Navntoft / Ritzau Scanpix

Fonden for Socialt Ansvar risikerer at dreje nøglen om, fordi man står til at miste en årlig bevilling på fire millioner kroner fra satspuljen. Det skriver Altinget.

- Den her driftsbevilling er fondens levegrundlag, siger Thit Aaris-Høeg, der er administrerende direktør i Fonden for Socialt Ansvar.

- Så I er lukningstruet?

- Ja, det er vi. Men vi knokler selvfølgelig for at finde en alternativ finansiering, siger hun.

Fonden driver i alt syv projekter, hvoraf Natteravnene og Bydelsmødrene nok er mest kendt i offentligheden. Men selvom frivilligprojekterne står til at miste administrative muskelkræfter, kan de godt fortsætte lidt tid endnu.

2:17
Mandag aften havde to forældre taget initiativ til et møde på rådhuset i Ringkøbing for at få natteravnene tilbage til byen.

- De er ikke lukningstruet på kort sigt, for de har fondsmidler. Men de udløber jo også på et tidspunkt. Og det bliver under alle omstændigheder meget vanskeligt at fortsætte på samme niveau, når projekterne ikke længere har et sekretariat i ryggen, siger Thit Aaris-Høeg.

Direktøren forstår ikke timingen fra Christiansborg, der ellers er ivrig for at signalere, at frivilligorganisationer skal tænkes ind i den offentlige opgaveløsning.

4:12
Natteravnene i Herning har patruljeret i nattelivet i 15 år.

- Jeg synes ikke, der er sammenhæng mellem det, man gerne vil have den frivillige sociale sektor til at bidrage til, og så måden, man understøtter de frivillige sociale fællesskaber på, siger hun.

Børne- og socialminister Mai Mercado (K) kommer dog ikke med nogen garantier.

- Vi har et ansvar for at prioritere ressourcerne, og derfor ser jeg også frem til de kommende drøftelser med de andre satspuljepartier, så vi i fællesskab kan lave en aftale, der tilgodeser så mange behov som muligt, skriver hun i et skriftligt svar til Altinget.