Hjerteløberne løber for andres liv: På et år har de hjulpet 463 mennesker
Hjerteløberne løber for at redde andres liv. For et år siden blev Region Midtjylland en del af Trygfondens Hjerteløberordning, og hjerteløberne i regionen er rykket ud 463 gange.
De løber for livet.
Hjerteløberne tager afsted, når der er et hjertestop i nærheden.
Region Midtjylland blev en del af Trygfondens Hjerteløber for et år siden.
David Johannesen er en af de i alt 18.000 hjerteløbere Region Midtjylland.
Han blev en del af projektet i oktober 2018. En måned efter blev han kaldt ud for første gang.
Kan du løbe?
Hjerteløberne får besked på en app, hvor de skal svare ja eller nej til at løbe.
Hvis man svarer ja, viser appen, om hjerteløberen skal løbe efter en hjertestarter eller direkte til adressen, hvor hjertestoppet er sket.
Da David Johannesen første gang løb afsted, kom han før ambulancen.
- Vi gik i gang med at give hjertemassage og kunstigt åndedræt og fik også stødet tre gange. Og tredje gang vi støder, når der at komme puls, og jeg kan se, at der begynder at komme hjerterytmer ovre på apparatet, fortæller David Johannesen.
Det er vigtigt, at hjælpen rykker hurtigt ud ved hjertestop. For hvert minut der går efter, at en person får hjertestop, falder chancen for at overleve med ti procent.
Akutlæge Maren Tarpgaard, der primært kører i Vestjylland, var skeptisk over ordningen i starten.
- Jeg har kun haft gode oplevelser med hjerteløberne. Der er ofte gjort et godt forarbejde, når vi når frem, siger hun i en pressemeddelelse.
Hjerteløbere gør en forskel
Manden, som David Johannesen kom ud til, var jævnaldrende og havde børn ligesom ham selv.
Det tænkte David Johannesen ikke over under hjertemassagen. Men da han kom hjem til sin familie, kom følelserne op i ham.
- Hvad var det lige der skete? Hvad har jeg lige været vidne til? Og så begynder jeg bare at græde helt vildt, fortæller han.
Hjerteløberne har hjulpet ved 463 hjertestop i Region Midt.
Og det er et fantastisk koncept ifølge den vestjyske hjerteløber.
- Det viser virkelig, at vi kan noget i Danmark, når så mange frivillige vælger at træde til i krisesituationer, siger David Johannesen.
Du kan blive en del af ordningen, hvis du er over 18 år og har en smartphone.