Hold øje med mistænkelig adfærd: Politiet frygter mange indbrud i julen
Politiet opfordrer nu til at være særlig påpasselig den kommende tid, da antallet af indbrud er højere end normalt.
Den seneste tid har den midt- og vestjyske politikreds været plaget af indbrud. Flere end i samme periode sidste år.
- Det er desværre en kedelig tendens, vi ser i øjeblikket, og derfor opfordrer vi borgerne til at holde ekstra øje ved mistænkelig adfærd, siger politiinspektør Hans Roost, der er leder af efterforskningsafdelingen ved Midt- og Vestjyllands Politi.
Alene weekenden fra 10. til 12. december modtog ordensmagten 41 anmeldelser om indbrud i private hjem.
- Vi har fra politiets side allerede sat målrettede kræfter ind for at opklare indbruddene og stoppe tyvene – men vi frygter, at de kedelige tendenser kan fortsætte ind i julen, som i forvejen er højtid for indbrud.
De seneste indbrud er foregået i hele landsdelen. Fra Silkeborg i øst til Holstebro i vest. Værst gik det ud over folk i Struer og Ikast-Brande, hvor politiet modtog anmeldelse om henholdsvis ti og otte indbrud i weekenden.