Hundredtusindvis af bilister får ikke sat vinterdækkene på

I år får mildt vejr flere til at vente med at få vinterdæk på - men det bør snart ske, siger bilbranchen.

Organisationer opfordrer danskerne til at få skiftet deres sommerdæk ud med vinterdæk, selv om det de seneste uger ikke har været særlig koldt.
Organisationer opfordrer danskerne til at få skiftet deres sommerdæk ud med vinterdæk, selv om det de seneste uger ikke har været særlig koldt.
Foto: Ida Guldbæk Arentsen / Ritzau Scanpix

Danskere, der kører med sommerdæk på bilen i vinterperioden, løber en risiko for at køre galt med alvorlige konsekvenser til følge.

Alligevel kørte 327.000 danskere med sommerdæk i januar i år, viser en opgørelse fra Rådet for Større Dæksikkerhed.

I år har vejret indtil videre vist sig fra sin milde side, og det får mange til at vente med at montere vinterdækkene.

I en ny undersøgelse, som instituttet Kantar Gallup har lavet for Gjensidige Forsikring, er 1032 personer blevet spurgt, om de seneste års milde vintre har fået dem til at ændre adfærd i forhold til at montere vinterdæk.

8,4 procent svarer, at de nu venter med at få vinterdæk på, indtil der har været nattefrost i en længere periode.

3 procent svarer, at de nu venter, til den første sne er kommet.

4,6 procent angiver, at de slet ikke monterer vinterdæk længere.

Hos bilejernes organisation, FDM, kan chefkonsulent Dennis Lange godt forstå, hvis nogle bilister i det relativt milde efterårsvejr har udskudt at få dækkene på.

- Men som vejrudsigten ser ud nu - og er man afhængig af bil - begynder det at ligne, at man for alvor skal overveje at få dem på, siger Dennis Lange.

Koldere temperaturer er på vej mod is og sne. Har bilisterne ikke vinterdæk på, øger det risikoen for glatføreulykker.
Koldere temperaturer er på vej mod is og sne. Har bilisterne ikke vinterdæk på, øger det risikoen for glatføreulykker.
Foto: Henning Bagger / Rtizau Scanpix

Det er ikke lovpligtigt at køre med vinterdæk i Danmark. Det er det til gengæld i eksempelvis Tyskland, Sverige, Østrig og Italien, når der er sne og is.

De kommende dage vil temperaturen nå ned under de gennemsnitlige 6-7 grader i døgnet, hvor det anbefales at skifte til vinterdæk.

Om natten varsles der frost.

Holdningen hos FDM er faktisk, at vinterdæk bør være lovpligtige, når der er frostvejr. Dennis Lange forestiller sig ikke, at det skal være i en længere periode fra for eksempel 1. oktober til 1. marts.

Det bør være lovpligtigt, når der er vinterføre - frost, sne og is på vejene, siger han.

- Når der er vinterføre, er vinterdækket bare utvivlsomt det bedste dæk at køre rundt på. Det handler om fremkommelighed, og så handler det i høj grad også om trafiksikkerhed.

- Man bremser meget bedre på et vinterdæk. Det kan være forskellen på, om der sker en ulykke eller ej.