Jagten går ind på bævere og vaskebjørne

En lang række dyr og planter må fra 3. august jagtes, fordi de ifølge EU er problematiske at have i naturen.

vaskebjørn

Muntjac-hjorten, sumpbæveren og vaskebjørnen går en træls tid i møde. Fra 3. august står de på listen over uønskede dyr, som må jages året rundt. Det skriver DR Midt & Vest.

Det er EU, som har lavet en dødsliste over 37 arter, som de vil have bekæmpet. Der er tale om såkaldt invasive planter og dyr. I Danmark gælder det hele tolv forskellige dyr og planter, som skal udraderes.  

- De skal væk, fordi man har vurderet, de er problematiske på EU-niveau, siger forstfuldmægtig i Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning, Caroline Bald, til DR Midt & Vest.

De truer naturen

Dyrene og planterne på listen truer den oprindelige natur, og de er af unaturlige årsager endt, hvor de er. De kan være sat ud til jagt, de kan være kommet til med skibes ballastvand eller holdt som husdyr.

Signalkrebsene er det største problem herhjemme. Blandt andet i Skjern Å. Problemet er, at den kan bære krebsepest, som den selv er immun overfor. Modsat de danske krebs.

Pas på dine kæledyr

Hvis du ejer en af arterne på dødslisten, eksempelvis en sumpskildpadde, må man gerne beholde den, men man skal sørge for, at den hverken får unger eller slipper væk.

I følge DR Midt & Vest skal andre invasive dyr som mårhunden, minken og nilgåsen ikke føle sig sikre, selvom de ikke i første omgang er på listen. Listen er nemlig under revision. 

Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning arbejder på et system, hvor alle kan indrapportere arterne, hvis de ser dem.