Kæmpehagl og oversvømmelser: Så voldsomt var uvejret
DMI kalder uvejret, der drev indover Midt- og Vestjylland onsdag aften, for 'usædvanligt'.
Haglkugler på størrelse med golfbolde, bulede biler og oversvømmelser i flere gader.
Det er nogle af resultaterne, efter et kraftigt uvejr passerede stort set hele Midt- og Vestjylland tidligt onsdag aften.
- Det har været ganske voldsomt. Vi har registreret hagl, der er større end gennemsnittet og flere steder har der været lynnedslag. Det er usædvanligt, fortæller Stine Buhl fra DMI’s lokale vejrtjeneste i Karup.
- Stort set hele regionen fik vand og lyn. Det ser dog ud til, at det har været kraftigst i den vestlige del af landsdelen.
TV MIDTVEST har modtaget adskillige videoer af uvejret. Du kan se et sammenklip af vejrforholdene øverst i artiklen.
Politiet giver status
Hos Midt- og Vestjyllands Politi kunne man onsdag aften melde om relativt fredelige forhold på trods af uvejret.
En enkelt bilist røg i en soloulykke på Holstebromotorvejen på grund af aquaplaning. Ingen kom dog noget til i forbindelse med uheldet.
Og i Holstebro har flere gader været så oversvømmede at kloakdæksler er sprunget op, men ellers har politiet på nuværende tidspunkt ikke mere at berette om i relation til uvejret.
- Har aldrig oplevet noget lignende
Situationen var dog anderledes set med Jess Hoffenzits Petersens øjne. Han kunne godt mærke, at vejret havde hårdest fat i den vestlige del af landsdelen.
Da han kørte i området omkring Ølstrup ved Ringkøbing skiftede vejret pludselig fra sommerlige 30 grader til 14 grader og en voldsom haglbyge.
- Jeg har aldrig oplevet noget lignende.
- Det var kæmpehagl, som kom ned. Flere drivhuse var smadret, og vi måtte også hjælpe en ældre kvinde, som havde fået knust sin forrude i bilen. Min egen bilrude er revnet, og der er også kommet buler i taget, siger Jess Hoffenzits Petersen.
Ifølge DMI kan de enorme haglkugler falde med en hastighed på op imod 115 kilometer i timen.
DMI, der har registreret lyn på foreløbigt 13 dage i juni, forventer, at vejret arter sig bedre i de kommende dage.