Kasper Søndergaard i Overtrådt: Der er for mange kampe

Danmark kan nå at spille 10 kampe på bare 17 dage, hvis de går hele vejen ved VM i håndbold. Er det for meget? Det diskuterer panelet i denne uges udgave af håndboldmagasinet Overtrådt.

28:03
Håndboldmagasinet Overtrådt tager til Boxen og endevender VM. Kan Danmark nå finalen? Gæster: Peter Bredsdorff-Larsen, Kasper Søndergaard og Rasmus Boysen.

Under VM i herrehåndbold er en velkendt debat igen blusset op - er de mange kampe på ganske få uger for meget? Ja, hvis du spørger tidligere landsholdsspiller, Kasper Søndergaard.

- Det er for mange kampe på for kort tid. Og det synes jeg, det har været alle de år, jeg kan huske. Så derfor kan jeg ikke forstå, at man ikke tager nogle spillere med på råd. Snakker om hvad man kunne gøre bedre for at få optimeret forholdene – både fordi kampene ville blive bedre, og fordi man ville få alle de bedste spillere med.

- Jeg tror, at der ville være knapt så mange afbud og skader, hvis man gjorde turneringen lidt længere og fik lidt flere hviledage i løbet af en turnering. Det ville være oplagt efter min mening, lyder det fra højre backen i den seneste udgave af TV MIDTVESTs håndboldmagasin, Overtrådt.

Han får opbakning af den anden spiller i programmets panel, Rasmus Boysen, der til dagligt slår sin folder i Ribe-Esbjerg. 

- Jeg synes, at topspillerne spiller alt for mange kampe. Jeg synes, at man kan se på alle de skader, at der ikke er nok restitutionstid. Som Kasper siger – det ville selvfølgelig være godt med mere tid i de her slutrunder, men jeg synes også, at der er for mange slutrunder. Det tilbagevendende problem er, at det her er økonomi, og det er de her landskampe som for alvor generer mange penge til forbundene, så det er selvfølgelig et problem. Men man bliver nødt til at kigge på det nu, for det er gået helt amok. 

28:03
Håndboldmagasinet Overtrådt tager til Boxen og endevender VM. Kan Danmark nå finalen? Gæster: Peter Bredsdorff-Larsen, Kasper Søndergaard og Rasmus Boysen.

Også Bjerrringbro-Silkeborgs cheftræner, Peter Bredsdorff-Larsen, var i panelet. Han mener ikke, at det udelukkende er slutrundens skyld, at spillerne kan blive trætte og få skader. 

- Vi kommer desværre altid til at snakke om det her og rette blikket på en ting – at nu er det slutrunden. Det her hænger jo sammen. Det har også noget at gøre med Champions League og de lokaler ligaer. Det har også noget at gøre med årsplanen – hvornår vi starter og slutter vores turnering, og hvordan er det vi gennemfører lokale turneringer, Champions League og slutrunden.

Går Danmark hele vejen ved VM, kommer spillerne til at spille 10 kampe på 17 dage. Du kan se hele debatten i programmet, der er optaget i fanzonen i Jyske Bank Boxen, længere oppe i artiklen.