Landbruget har svigtet grønne løfter fra landbrugspakke
Landbruget lovede frivilligt at reducere udledningen af kvælstof i landbrugspakken. Men meget lidt er sket.
I forbindelse med landbrugspakken fra 2015 lovede landbruget selv at reducere sin udledning af kvælstof markant mod en lempeligere regulering. Men landbruget har næsten ikke reduceret sin udledning.
Det skriver Berlingske.
- Jeg vil sige, at jeg råbte relativt højt, da jeg hørte tallet - og det var med en masse bandeord.
- Det er nok udtryk for den frustration og den skuffelse, som jeg føler i forhold til, hvordan der er blevet leveret på de kollektive virkemidler, siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) til Berlingske om de nye tal.
Tallet, ministeren bander over, er nye tal fra Miljø- og Fødevareministeriet for, hvor meget landbruget selv har reduceret sin kvælstofudledning med.
Ifølge landbrugspakken, som fjernede en stor mængde regulering, der skulle beskytte naturen, skulle landbruget af frivillighedens vej selv reducere udledningen af kvælstof med 1451 tons årligt frem til og med 2018 og med 2907 tons frem til og med 2021.
Under én procent af det forventede
Nu, hvor 2018 er gået, viser ministeriet tal, at landbruget har mindsket udledningen med 12 tons årligt.
- Det er jo langt, langt under det, der var forventet. Det er jo under én procent af, hvad man havde forventet af den kollektive indsats for 2018.
- Vi ved, at udledning af kvælstof er årsag til opblomstring af alger, dårlig sigtbarhed i vandet, dårlig udbredelse af bundplanter og i værste tilfælde fiskedød og iltsvind. Vi ved, at vi er nødt til at begrænse den udledning ganske betragteligt, siger lektor ved Biologisk Institut ved Københavns Universitet Jens Borum til Berlingske.
Landbrugspakken kostede daværende miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) jobbet, da hun lovede, at den ville være et plus for miljøet.
Landbrugsorganisationen Landbrug & Fødevarer erkender, at landbruget har et ansvar.
- Der har vi en opgave, som vi er parate til at levere på, og derfor kæmper vi for at få implementeret især minivådområder, som landmændene selv kan stå for, siger formanden for planteavlsforeningen i organisationen, Torben Hansen, til Berlingske.
/ritzau/