Ny landstræner præsenteret - men vores ekspert havde foretrukket en helt anden

Brian Riemer bliver ny dansk landstræner

20240917-204207-2-5014x3343ma
Foto: Imago/Ritzau Scanpix

Brian Riemer bliver ny landstræner. 

DBU har torsdag formiddag præsenteret den tidligere Anderlecht-træner som den nye mand i dansk fodbolds vigtigste og mest omtalte trænersæde.

TV MIDTVEST’s sportskommentator, Dan Sørensen, kalder det for et sikkert valg af DBU at vælge Brian Riemer. Men eksperten forventer ikke de store revolutioner på landsholdet.

- Det er ikke nødvendigvis et sindssygt sexet valg, men det er et typisk dansk valg, siger han.

Dan Sørensen understreger, at DBU ikke har frit valg på alle hylder. Det er langt hen ad vejen et spørgsmål om økonomi, og det har utvivlsomt umuliggjort navne som Thomas Frank eller Brian Priske.

Men sportseksperten havde alligevel foretrukket, at DBU havde kigget en anden vej og valgt én, som man oven i købet nok godt kunne være blevet økonomisk enig med.

- Tillykke med jobbet til Brian Riemer, men jeg havde foretrukket Kent Nielsen, slår Dan Sørensen fast.

Havde været skræddersyet

Den nuværende cheftræner for Silkeborg IF havde ifølge sportskommentatoren været skræddersyet til jobbet.

- I Silkeborg har han med få midler skabt helt fantastiske ting, og han har haft en lang og flot trænerkarriere, påpeger Dan Sørensen.

Men det blev altså ikke Kent Nielsen. Og heller ikke den nuværende, midlertidige landstræner, Lars Knudsen. 

Det sidste forstår Dan Sørensen godt.

- Lars Knudsen har stået i spidsen for landsholdet i nogle få kampe, og det ville være for tynd en baggrund at ansætte ham på, siger han om den nu tidligere landstrænervikar, der blandt andet har fortid som assistenttræner i FC Midtjylland.

Brian Riemer har senest været cheftræner i den belgiske klub RSC Anderlecht, hvor han blev fyret i sidste måned.

Han har tidligere været assistenttræner for Thomas Frank i engelske Brentford FC samt i FC København og Hvidovre.

- Brian Riemer har ikke et voldsomt stort cv, men jeg har kun hørt godt om ham. Det er mit indtryk, at de danske spillere, han har haft i Anderlecht, har været glade for ham, siger Dan Sørensen.