På en rejse fik Tony øjnene op for ladyboys: Nu er hans kærlighed kommet til Danmark

Tony Dakotas thailandske kone har fået opholdstilladelse og er begyndt at lære dansk.

0:22

En ferie til Thailand ændrede hele tilværelsen for Tony Dakota fra Ilskov nord for Herning.

Midtjyden blev nemlig meget betaget af ladyboys, og det endte med, at han lod sig skille fra sin danske kone gennem 30 år - og blev smaskforelsket i 40-årige Saiyan fra Thailand.

Efter flere års kamp er det nu lykkedes Saiyan at få opholdstilladelse i Danmark.

- Det betyder utrolig meget, at vi nu kan bo sammen, for det der langdistanceforhold, det kan være svært at håndtere, og der er mange parforhold, der går i stykker, fortæller Tony Dakota, der til daglig er chauffør.

Med opholdstilladelsen på plads arbejder parret nu på at få Saiyan integreret i den nye kultur.

Saiyan er derfor startet til danskundervisning tre gange om ugen.

- Det er vigtigt for mig at lære dansk, fordi det er kun få, der taler engelsk. Og så vil jeg gerne have et job, så jeg ikke bliver ensom, og så er det kedeligt bare at være derhjemme, siger den 32-årige, og tilføjer, at det er arbejdet i en børnehave, der er drømmen.

Kærlige reaktioner

Parret blev gift i Thailand tre og en halv måned efter, de over telefonen havde besluttet sig for at blive kærester.

I foråret fik de også danske papir på deres ægteskab, og kærligheden er kun vokset for Tony Dakota.

- Saiyan betyder alt for mig, hun er min klippe. Hun er omsorgsfuld, kærlighed – og tænk at have en, der står op klokken 05 for at lave kaffe til mig. Hun er enormt støttende i alt, understreger han.

Og Tony Dakota vil derfor også støtte sin ægtefælde, så han hjalp Saiyan med at skrive et opslag til Facebook, hvori hun søgte jobs.

- Vi har fået fantastisk respons, og flere brugere har tagget andre mennesker, og det er helt enormt den støtte, hun har fået derinde, siger han.

I fremtiden drømmer parret om at bo et halvt år i Thailand og et halvt år i Danmark.