Forurenet jord vakte vrede: Nu er kommune klar med konklusion

Ifølge Morsø Kommune udgør den forurenede jord ingen risiko for grundvandet.

Ifølge Morsø Kommune udgør den forurenede jord, som virksomheden Kingo Recycling Mors A/S har modtaget, ingen risiko for grundvandet.

Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse, hvor det fortælles, at der er blevet foretaget en risikovurdering.

Rapporten viser, ifølge pressemeddelelsen, at jordforureningen ”kun i begrænset omfang vil øge den miljøgodkendte påvirkning af den underliggende jord og grundvandet.”

Dermed forventes kun en minimal øget risiko for spredning af forureningen i de kommende år.

- Jeg er lettet over, at rapporten bringer en vis ro. Den giver os den nødvendige tid til at træffe de rette beslutninger for den fremadrettede håndtering af jorden, udtaler Hans Ejner Bertelsen (V), borgmester i Morsø Kommune.

Den forurenede jord stammer fra en olieforurenet byggeplads i København, og det er Køge-virksomheden Scanfield, der har sendt jorden videre til Kingo Recycling på Mors. Jorden har dog vist sig at være væsentligt mere forurenet end oprindeligt oplyst.

TV MIDTVEST har tidligere beskrevet sagen, som flere borgere er utilfredse med.

Morsø Kommune oplyser, at man har oprettet en side, hvor man kan få svar på spørgsmål om sagen. Den kan findes via Morsøs Kommunes hjemmeside.