81-årig lavede sin egen nummerplade - men så begyndte malingen at løbe

Der var næppe tale om hurtigttørrende maling, da en thybo kørte videre i en anmeldt bil med en falsk nummerplade.

Forsøget på at lave en falsk nummerplade har nu kostet en 81-årig mand en sigtelse for dokumentfalsk. (Illustration).
Forsøget på at lave en falsk nummerplade har nu kostet en 81-årig mand en sigtelse for dokumentfalsk. (Illustration).
Grafik: Esben Kock Jensen, TV MIDTVEST

Politiet i Thisted har opklaret en noget speciel sag om dokumentfalsk.

Det begyndte med meldinger om, at der i Thy kørte en bil rundt med falske nummerplader, og tirsdag fandt en patrulje så frem til bilen på Tigervej i Thisted.

Manden bag den falske nummerplade viste sig ifølge politiet at være en 81-årig mand fra den nordlige del af Thisted Kommune.

Den bil, han kørte i, er afmeldt og må dermed ikke køre på offentlig vej. 

Men det forsøgte den 81-årige at omgå ved at sætte en hjemmelavet nummerplade på bilen. Han havde simpelthen taget et stykke jern - formentlig fra en gammel prøveplade - og så selv malet et falsk registreringsnummer på.

Problemet var bare, at malingen var begyndt at løbe.

- Han har nok ikke valgt en hurtigttørrende maling. Patruljen kunne i hvert fald hurtigt se, at der var noget galt, konstaterer politikommissær Henrik Jensen.

Politiet har vurderet, at den falske nummerplade var en overtrædelse af straffeloven. Den 81-årige er nu sigtet for dokumentfalsk og kan formentlig senere se frem til at skulle en tur i retten.