Nu er det snart Halloween: Her er de uskrevne regler

Børn og barnlige sjæle bevæger sig snart udklædte ud for at rasle. Her kan du få en guide til, hvordan du praktiserer god stil.

wopkoeyr
Foto: Theresa Nguyen Madsen

I Danmark har vi i tidens løb importeret mange ting fra det amerikanske kontinent. Et af fænomenerne er fejringen af Halloween. 

Mange danskere udhuler græskar og udskærer uhyggelige ansigter og pynter op med skeletter på Allehelgensaften 31. oktober. 

En anden ting, der følger med Halloween, er såkaldt "trick or treating", hvor udklædte børn og barnlige sjæle går rundt og banker på døre i håbet om få udleveret slik eller andre søde sager. 

Der florerer et væld af uskrevne regler til, hvordan man bør gebærde, hvis man begiver sig udklædt ud i kvarteret, så alle får en god oplevelse. 

TV MIDTVEST har her samlet vores udvalg af de vigtigste, som man kan have med i baghovedet.   

1. Det er kun den 31. oktober

Allehelgensaften er den 31. oktober, og det er altså på denne dag, man kan tage en tur rundt i kvarteret klædt ud som et spøgelse eller noget andet uhyggeligt. 

2. Bliv ikke ved hele natten

Det er god stil at lade folk få deres aften i fred og derfor indstille rasleriet omkring klokken 21.  

3. Bank kun på, hvor der er pyntet op

Pynt eller andre festlige effekter er et tegn på, at man gerne vil modtage børn, der rasler og derfor har forsynet sig med noget at dele ud. Gå derfor uden om huse, hvor der hverken er græskar eller skeletter. 

4. Èt bank på døren

Når du kommer til en dør, så bank på en enkelt gang. Hvis døren ikke bliver åbnet, så trav videre til næste hus. 

5. Vis hensyn

Vær forsigtig, når du træder ind på folks grund. Se, hvor du går, så du ikke pludselig står midt i blomsterbedet. Så vil du med garanti øge din chance for at få et ekstra stykke slik i kurven. 

6. Husk sikkerheden i mørket

Det er mørkt i slutningen af oktober. Derfor er det vigtigt, at man husker at påføre sig reflekser eller lys på en anden måde, så bilister og andre kan se én, når man traver udklædt rundt i kvarteret.