Forældre råber op: Niårig blev påkørt - og efterladt

Det er ikke første gang, forældrene har oplevet det - og nu råber de op.

Morten Nielsen undrer sig over, at man ikke kontakter barnets forældre, hvis man kommer til at ramme barnet i trafikken.
Morten Nielsen undrer sig over, at man ikke kontakter barnets forældre, hvis man kommer til at ramme barnet i trafikken.
Foto: Bent Midstrup/NF/Ritzau Scanpix/Privatfoto

Kvart i fire mandag eftermiddag, fik Morten Nielsen fra Holstebro et opkald fra sin niårige datter.

Hun var ude at cykle, og var blevet ramt bagfra af en scooter. 

- Hun fortæller, at hun måske havde slingret lidt på grund af den kraftige vind, da hun bliver ramt af scooteren, siger Morten Nielsen, som fortæller at forældrene først blev bange og derefter en smule vrede. 

For den niårige pige sad alene på vejen og ringede til sine forældre. 

- Jeg ville helst, at det havde været den unge mand, som påkørte hende, der havde ringet til os. Vi bliver frustrerede over, at man synes, det er okay at køre fra et barn i den situation, siger faren. 

Stoppede op - men blev ikke

Hans niårige datter fortalte ham, at det var en ung mand, som var på scooteren. Han var stået af og ifølge datteren var han rigtig sød, og spurgte, om hun var okay, og om han skulle følge hende hjem. 

Det havde datteren takket nej til. Ifølge faren, fordi hun tænkte, at en voksen nok havde for travlt til at blive. 

- Men det er hun ikke gammel nok til at tage stilling til, hun er ikke gammel nok til at blive ladt alene der, protesterer Morten Nielsen. 

I frustration over situationen lagde han derfor et opslag på den lokale facebookgruppe for borgere i Holstebro, for at finde frem til manden, som havde påkørt hans datter.

Ikke fordi han ville "efter ham", men fordi han ville til bunds i, hvad der var foregået, siger han. 

- Vi er ikke i tvivl om, at han sikkert havde gode intentioner. Det kan være en helt ung mand, som er havnet i en uheldig situation her, og uheld sker jo. Men selvom man sikkert er chokeret, så er det ikke okay at køre sin vej, siger Morten Nielsen, som også tilføjer, at episoden er politianmeldt.

Men der er flere grunde til, at forældrene håber at høre fra vidner eller den unge mand selv: 

- Det kunne jo  være, at der mere til historien, som vi ikke lige har fået at vide af vores datter. Det kan være, hun havde telefonen i hånden eller kørte i den forkerte retning - så er der jo noget, som vi skal have talt med vores datter om, siger han. 

Sket to gange på få måneder

For et par måneder siden skete omtrent det samme for deres datter. Hun blev påkørt af en cykelrytter, som spurgte om hun var okay, og så kørte videre. 

Ifølge forældrene var pigen dog ikke okay, men hun turde angiveligt ikke sige, at hun havde slået hånden, mener de. 

Deres niårige datter slap ved begge uheld med mindre skader, men ifølge Morten Nielsen handler opråbet også mere om håndteringen af et uheld: 

- For os handler det om gøre opmærksom på, at man ikke kører fra et barn i den situation. Hvis man rammer et barn i trafikken, så sørger man også for at kontakte forældrene, siger Morten Nielsen.