Louise har pyntet op til Halloween i to måneder

I en privat have i Serup ved Silkeborg kan du få et godt gys. Familien, der bor der, er gået helt amok med at pynte op til Halloween.

Se flere billeder i galleriet i artiklen.
Se flere billeder i galleriet i artiklen.
Foto: Privatfoto/Louise Klitgaard Winther

Skummelt lys, knogler i haven og uhyggelige lyde. Der er gået sport i den, indrømmer Louise Klitgaard Winther, der i snart to måneder har pyntet op til Halloween.

- Vores mål var at pynte op indenfor, men så var der så meget, at vi ikke kunne være der, så det kom udenfor også, siger Louise Klitgaard Winther.

Alle nips og ”almindelige” ting er fjernet fra familiens hjem og erstattet med masser af uhyggelige alternativer. Louise har været i gang i snart to måneder.

- Jeg tømte vores hjem i september, og siden da har vi pyntet op. Det tager lang tid at finde ud af, hvor alting skal placeres, siger hun.

Den uhyggelige oppyntning tog fart, da familiens ældste barn skulle holde fest.

- Det begyndte med, at vi skulle holde en fødselsdag for min datter, som fylder år på selve halloweenaften den 31. oktober. Det var virkelig en succes. Og nu er det blevet så stort, at andre også skal have lov at se det hele, siger Louise Klitgaard Winther.

Haven i Serup er åben for alle, men uhyggen indenfor, den holder Louise, hendes mand og to børn for sig selv. Og måske er der lagt op til lige så meget juleudsmykning i haven, når juletiden kommer. Familiens yngste fylder nemlig år den måned.