Se tallene: Så meget har din kommune investeret i sortlistede aktier

Det kan være svært at undgå problematiske investeringer, siger ekspert.

Sortlistede aktier
Foto: TV2 Grafik

Dårlige arbejdsforhold og mangel på rettigheder for lønmodtagere.

Det er nok de færreste, der normalt forbinder den slags med danske kommuner.

Men alligevel har kommuner og regioner investeret godt 183 millioner kroner i aktier, der netop er sortlistet på grund af dårlige arbejdstagerrettigheder.

Det viser en opgørelse som Gravercentret, Danmarks Center for Undersøgende Journalistik, har lavet i samarbejde med Danwatch.

Alle investeringerne har det til fælles, at de er sortlistet af mindst en pensionskasse eller et pengeinstitut i Danmark.

- Arbejdstagerrettigheder er et af de primære fokusområder i vores løbende arbejde med bæredygtige investeringer, forklarer investeringsdirektør i Industriens Pension, Peter Lindegaard, i et skriftligt svar til TV 2.

Derfor har pensionskassen sammen med flere andre valgt at ekskludere aktier fra en række globale virksomheder, fordi de ikke mener, de lever op til grundlæggende rettigheder for lønmodtagere.

Det gælder blandt andet velkendte selskaber som Tesla, Amazon og Wallmart.

Så meget har din kommune investeret i sortlistede aktier

Tabellen viser, hvor meget hver enkelt kommune i Midt- og Vestjylland har investeret i de sortlistede aktier. Se den samlede liste over de danske kommuner ved at følge linket. 

Kommune: Investeringer i sortlistede aktier 
Region Midtjylland5.235.740 kroner
Skive2.699.634 kroner
Ikast-Brande2.429.814 kroner
Holstebro2.315.165 kroner
Herning1.988.075 kroner
Silkeborg1.859.312 kroner
Struer1.410.497 kroner
Viborg1.358.520 kroner
Vesthimmerland1.272.345 kroner
Morsø1.117.840 kroner
Thisted1.057.911 kroner
Favrskov869.945 kroner
Lemvig253.048 kroner
Ringkøbing-Skjern34.439 kroner
Gravercentret, Danmarks Center for Undersøgende Journalistik


Etiske retningslinjer

De to amerikanske giganter Tesla og Amazon har siden 2022 været sortlistet hos Industriens Pension.

- I begge tilfælde handler det blandt andet om problemer med medarbejdernes ret til at organisere sig, ligesom der har været forskellige sager om dårlige arbejdsforhold og manglende gennemsigtighed i forhold til de ansattes rettigheder, lyder det fra Peter Lindegaard.

Wallmart har været sortlistet i en årrække på grund af lignende problemer.

Men selvom en række pensionskasser, heriblandt Lærernes Pension, PBU og Pension Danmark, har valgt ikke at investere i en eller flere af virksomhederne, så har det ikke afskrækket de danske kommuner.

Det er på trods af, at flere ellers har etiske krav til deres investeringer, som økonomidirektør i Aarhus Kommune Eddie Dydensborg forklarer det.

- Aarhus Kommune har i lighed med andre danske kommuner retningslinjer for ansvarlige og etiske investeringer. Det betyder, at vi ikke ønsker at investere i selskaber, der ikke tager ansvar for miljø, bæredygtighed, menneskerettigheder og arbejdstagerrettigheder på niveau med anerkendte, internationale regler og normer, lyder det i et skriftligt svar til TV 2.

Aarhus Kommune har gennem kapitalforvaltere investeret 11,8 millioner kroner i aktier, der er sortlistet på grund af dårlige arbejdsforhold.

Eddie Dydensborg understreger, at det bliver taget alvorligt, hvis der er mistanke om, at en investering ikke lever op til kommunens krav.

Derfor vil man i løbet af ugen tage kontakt til de kapitalforvaltere, der står for kommunens investeringer, "for at blive klogere på de omtalte investeringer."

Må ikke investere i enkelte aktier

Også Region Sjælland har postet en stor pose penge i aktier, der er sortlistet på grund af arbejdstagerrettigheder. Samlet er der investeret for 9,75 millioner kroner.

Det skyldes dog ifølge regionen selv, at det kan være svært at styre, hvilke virksomheder der konkret bliver investeret i.

Kommuner og regioner må nemlig ikke investere direkte i enkelte aktier selv.

- Region Sjælland har tre kapitalforvaltere, der som en del af kontrakten med Regionen skal sikre overholdelse af nogle særligt restriktive krav vedtaget af Regionsrådet.

- Region Sjælland har begrænset indsigt og indflydelse på de specifikke investeringer – heri de specifikke virksomheder – og regionen forventer derfor, at vores kapitalforvaltere lever op til de indgåede aftaler, lyder det i et skriftligt svar fra regionen.

Med andre ord bliver det altså i høj grad op til de kapitalforvaltere, som kommunerne og regionerne hyrer, hvor pengene placeres.

- Forskellene i hvilke af de potentielt problematiske investeringer, som kommunerne har, kan i høj grad forklares med, hvilke forvaltere kommunerne har hyret. Forvalterne har forskellige tilbud om ESG-screenede (bæredygtighedsindsatser red.) fonde og dermed også på hvilke selskaber, som man investerer i, forklarer Per Nikolaj Bukh, der er professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet.

Det betyder i praksis, at det kan være meget svært at undgå aktier, der er sortlistet, fortæller Per Nikolaj Bukh.

- Kommunerne har meget begrænsede muligheder for selv at bestemme, hvilke specifikke aktier de investerer i. De kan bede de kapitalforvaltere, der forvalter pengene om at fjerne aktier, hvis de er problematiske, men reelt er der ikke rigtigt noget kommunen kan gøre for at vælge, hvis de vil have pengene investeret, siger han.

Både Region Sjælland og Aarhus Kommune understreger dog alligevel, at man løbende holder øje med sine investeringer for at sikre, at de lever op til egne krav.