Hærværk i Bjerringbro: - Deres forældre burde skamme sig

Flere steder i centrum har fået en tur med spraydåsen. Det er gået ud over både bygninger og butikker.

Der er lavet graffiti flere steder i Bjerringbro-midtby.

Han har boet i området i mange år, drevet virksomhed midt på torvet og aldrig skænket det en tanke. Men fredag morgen skete det så – flere steder havde nogen efterladt en hilsen i form af graffiti.

- Det er fuldstændig grotesk, at man ikke tænker over, at man ødelægger andres ejendom, siger Bendix Madsen, der ejer en af de bygninger i Bjerringbro, der er blevet ramt. 

For han er ikke den eneste. Natten mellem torsdag og fredag er flere bygninger i midtbyen blevet udsat for graffiti. 

- Forældrene til gerningsmændene burde skamme sig. Det handler jo om opdragelse. Dem der laver sådan nogle ting her i nattens mulm og mørke, de har ikke fået det at vide hjemmefra, siger bygningsejeren. 

Selv gået i gang med detektivarbejdet

Der er ingen spor at gå efter, så Bendix Madsen ved ikke, hvem der har lavet graffitien. Men han beskriver dem selv som risikovillige, for de har kravlet på skraldespande og glastag for at komme til at lave graffiti på gavlen. 

- Det er utroligt, at nogen tager den risiko bare for at markere sig. Det er jo ikke noget, der bliver klappet af, og der er ikke nogen, der roser dem. Hvis de virkelig vil lave noget kunst, så kunne de gøre det steder, hvor det var muligt, siger Bendix Madsen.

Hærværket er meldt til politiet, men da der ingen mistænkte eller spor er, så er der ikke grundlag for at indlede en efterforskning. Det skriver politiet i et brev til Bendix Madsen, som TV MIDTVEST har set.

Det betyder også, at Bendix Madsen selv er gået i gang med detektivarbejdet. Han har skrevet et opslag i den lokale Bjerringbro-gruppe på Facebook og så har han været rundt og efterspørge overvågning fra de andre butikker i området. Han håber, han på den måde kan få nogle spor, som han kan overlevere til politiet. 

Bendix Madsen - Graffiti
Foto: Laura Tang Thomsen, TV MIDTVEST

Skæmmer byens torv

Der er flere af de omkringliggende bygninger på torvet, der også har fået en hilsen fra en sort spraydåse - og det skæmmer byens torv, mener butiks- og bygningsejeren og flere andre af de forbipasserende, som TV MIDTVEST snakkede med. 

- Vi har blandt andet sat nye vinduer i facaden for at gøre det pænere, så man gør jo en masse for at få byens centrum til at virke hyggeligt og godt. Så bliver det ødelagt af sådan nogle skarnsunger, siger Bendix Madsen.

Umiddelbart ser det dog ikke ud til, at grafitten på Bendix Madsens bygning bliver fjernet lige foreløbig.

- Hvis vi fjerner det på muren, så vil det ses efterfølgende. Det vil friste andre, så umiddelbart lader vi det sidde som et pænt et gavlmaleri. Det er vist så moderne andre steder, afslutter Bendix Madsen.