Politisk redaktør: Nu er hun kronprinsesse i partiet

Signe Munk rykker frem som nummer to i SF, efter at Jakob Mark har meldt sit farvel til dansk politik. Sådan lyder vurderingen fra Klaus Knudsen Pedersen.

SigneMunk (002)
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix. Grafik: Daniel Winther-John, TV MIDTVEST

Med Jakob Marks farvel til dansk politik rykker Signe Munk en plads frem i køen hos SF og står lige bag formand Pia Olsen Dyhr som partiets ”kronprinsesse” - som nummer to, lige efter formanden.

Det vurderer politisk redaktør på TV MIDTVEST, Klaus Knudsen Pedersen, ovenpå tirsdagens nyhed om, at Jakob Mark siger stop.

- Det er min vurdering, at Signe Munk meget vel kan være den naturlige arvtager, slår han fast.

Selvom Signe Munk kun har siddet i Folketinget i fem år, har hun formået at markere sig, vurderer den politiske redaktør.

- Da hun kom ind i Folketinget, fik hun straks nogle tydelige ordførerskaber, påpeger han.

34-årige Signe Munk begyndte sin politiske karriere i byrådet i Viborg, mens hun stadig gik i gymnasiet, så trods sin unge alder har hun allerede en del erfaring.

I 2022 blev Signe Munk politisk ordfører for sit parti. En post, der ofte er ”øretævernes holdeplads”.

- Det har hun været dygtig til, siger Klaus Knudsen Pedersen.

Et vink med en vognstang

Han påpeger desuden, at der for nylig kom et tydeligt vink med en vognstang om Signe Munks position. Det skete ved Folketingets åbningsdebat, hvor det var Signe Munk, der gik på talerstolen for at forsvare sit partis politik.

- Det er helt klart et udtryk for, at hun de facto er partiets nummer to, lyder det fra den politiske redaktør.

Partiet SF har ikke officielt en ”nummer to”. Men der er tænkt over den slags, understreger TV MIDTVESTs politiske redaktør.

- SF skal selvfølgelig have en plan om, hvem der skal overtage, hvis Pia Olsen Dyhr skulle få den berømte tagsten i hovedet, påpeger Klaus Knudsen Pedersen.

Kredsformand: Op til hende selv

Signe Munk er valgt til Folketinget i Vestjyllands Storkreds. Her siger formand Thue Grum-Schwensen, at det i høj grad er op til Signe Munk selv, hvordan hendes position er i partiet fremadrettet efter Jakob Marks farvel.

- Det kommer jo også an på, hvad hun selv vil, siger kredsformanden og peger på, at Signe Munk - ligesom Jakob Mark - også har familie og børn at prioritere.

Desuden mener han også, at der er mange andre muligheder som ”nummer to” i SF end Signe Munk.

- Hun er selvfølgelig et rigtig godt bud, men der er mange dygtige folk i vores folketingsgruppe, understreger Thue Grum-Schwensen.

Ifølge den politiske redaktør på TV MIDTVEST kan det blive en udfordring for Signe Munk, at hun ikke er landskendt.

- Indenfor murene på Borgen nyder hun stor respekt, men ude i landet er det nok de færreste, der ved, hvem Signe Munk er, vurderer Klaus Knudsen Pedersen.