Stigning i ulovlig dumpning af asbestplader i naturen

TV MIDTVESTs seere og læsere er begyndt at indberette hændelser, hvor midt- og vestjyder er blevet set dumpe gamle asbestplader i det fri, på rastepladser og lignende

Gert Schandorff er afdelingsleder hos Revas.
Gert Schandorff er afdelingsleder hos Revas.
Foto: Lars Lauridsen, TV MIDTVEST

Flere borgere i Midt- og Vestjylland har den seneste tid indberettet hændelser, hvor asbestplader er blevet dumpet i det fri. 

De ulovlige afskaffelser er blevet observeret på rastepladser og andre offentlige områder ved blandt andet Skals, Klosterheden og i Thisted.

Hos Vejdirektoratet Drift oplever man også problemer med asbestplader i naturen.

- Vi har set nogle eksempler på det, men vi ved ikke altid, om der er asbest i materialet. Vi tager dog de nødvendige forholdsregler, siger Bent Nielsen, der er afdelingsleder i Vejdirektoratet Drift, der har ansvaret for at fjerne det, som bliver dumpet.

Herunder ses asbestplader på rastepladser i Thisted og i Sundstrup. 

Nye regler skaber pres på markedet 

Årsagen, til at der lige nu ses et stigende antal asbestplader rundt omkring i naturen, er formentlig, at mange danskere lige nu skifter tag. 

Fra 1. januar ændres reglerne, så privatpersoner ikke længere må udskifte deres asbesttage uden professionel hjælp. Dette har fået flere til at fremskynde udskiftningen af deres hustage, hvilket kan have bidraget til stigningen i ulovlige dumpninger. Ifølge gældende regler må borgere mange steder kun aflevere en mindre mængde asbestplader om dagen på genbrugspladserne, hvilket for nogle skaber frustration over bortskaffelsen af materialet.

Anders Norup fra Borup kører til dagligt mange kilometer rundt på de midt- og vestjyske landeveje og opholder sig på diverse rastepladser. Her har han oplevet, at der ligger mange asbestplader rundt omkring. 

- Jeg synes, at der bliver smidt meget ved siden af. Det er noget svineri, siger han. 

Han mener ikke, det er rimeligt overfor naturen, at man ikke bortskaffer asbestpladerne på en ordenligt måde. 

- Hvis man ser hvem, der sætter dem, skal man tage affære. Det er ikke rimeligt overfor naturen og dem, der bortskaffer det på ret vis, siger Anders Norup. 

Udvikling skaber bekymring

Det skaber bekymring hos Gert Schandorff, der er afdelingsleder hos affaldshåndteringsfirmaet Revas, at flere og flere ikke bortskaffer asbestplader korrekt. 

- Vi skal ikke dumpe vores affald i naturen, og det er ligegyldigt, om det er asbest eller en gammel sofa. Det skal bortskaffes korrekt, siger Gert Schandorff. 

Han opfordrer dem, der er ved at skifte asbestplader, til at tænke sig om. 

- Lad være med det. Man efterlader et problem til alle andre. Vi sender regningen videre til private lodsejere og andre som ikke har affald. Hvis du ejer et asbesttag, skal du jo bortskaffe det på behørig vis og betale den omkostning, der er. Det er ikke samfundet, der skal betale, siger Gert Schandorff. 

Han understreger, at der findes gode ordninger for korrekt håndtering, såsom en bigbag-ordning, hvor man kan få hentet op til et ton asbestholdige plader direkte fra sin bopæl. Dette svarer til cirka 50 tagplader.

- Måske er der nogen, der forbinder det med meget besvær ved at afskaffe det. Det er det jo i grunden ikke. Vi har sådan nogle gode ordninger, hvor man har mulighed for at få det afhentet på sin bopæl, siger Gert Schandorff.