Træthed giver hver fjerde bilist problemer med at holde øjnene åbne

Bilister skal tage tegn på træthed i trafikken alvorligt, mener Rådet for Sikker Trafik.

20230713-073021-L-4928x3280ma
Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

Hver fjerde bilist har været tæt på at lukke øjnene af træthed under bilkørsel i løbet af det seneste år.

Det viser en undersøgelse fra GF Fonden foretaget af analysebureauet Human Engage.

- Ingen bør have så travlt, at man sidder med tunge øjenlåg bag rattet, for så er der risiko for, at man slet ikke når frem, siger administrerende direktør i Rådet for Sikker Trafik, Jakob Bøving Arendt, i pressemeddelelse.

I undersøgelsen har analysehuset spurgt omkring 3000 repræsentativt udvalgte personer med kørekort.

Til spørgsmålet ”Har du inden for det seneste år oplevet, at du var så træt, at du havde svært ved at holde dine øjne åbne, mens du kørte bil?” svarer hver fjerde ”ja”.

- Derfor skal man tage tegnene på træthed alvorligt og holde en pause i stedet for at håbe på, at det nok går. For man har et ansvar for sig selv og andre, når man kører bil, lyder det fra Jakob Bøving Arendt.

Det er ulovligt at køre bil træt, hvis det betyder, at man ikke kører forsvarligt, skriver Rådet for Sikker Trafik på sin hjemmeside.

I 2023 afgjorde Højesteret, at en mand fik frakendt førerretten i tre år, efter at have kørt bil imens han manglede søvn.

Den pågældende mand var involveret i et solouheld med en bil.