Ny plan for ulven slår fast: Fåreavlere er blevet latterliggjort

Der skal bruges langt flere penge på ulven, og staten skal påtage sig et større ansvar for, at det bliver lettere at leve med den. Sådan lyder det i Vildforvaltningens længe ventede ulveplan.

4:35
Mandag er der kommet en længe ventet plan for, hvordan vi skal leve sammen med ulven de næste 10 år. Politikerne bør mangedoble ulve-budgettet, lyder det
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Myndighederne har ikke været gode nok til at beskytte husdyr og fåreavlere mod ulven.
Sådan står det sort på hvidt i den nye længe ventede forvaltningsplan, som giver et bud på, hvordan vi skal leve med ulven de næste 10 år.

Planen er netop blevet stemt igennem af Vildforvaltningsrådets medlemmer, og TV MIDTVEST kan via en aktindsigt fortælle om indholdet af planen, som miljøministeren nu vil se nærmere på.

- Jeg er meget enig i det overordnede budskab, der er fra Vildtforvaltningsrådet. Vi skal hele tiden kigge på, om vi gør det godt nok, og om der skal lægges ting oveni. Det er præcis den måde, som jeg også gerne vil arbejde på, og derfor er det også interessant at kigge ned i de forslag. Der er en helt række af forslag, og derfor er det for tidligt at sige præcis, hvad vi kommer til at arbejde videre med, lyder det fra Miljøminister, Lea Wermelin (S).

Men står det til Vildtforvaltningsrådet, så skal miljøministeren på banen her, for Staten skal tage mere ansvar og gøre det lettere at leve sammen med rovdyret.

- Når vi som samfund er forpligtet til at have ulven i vores natur, så skal vi selvfølgelig også tage de hensyn til vores omgivende samfund, som skal leve med ulven, og det er husdyrholderne i særdeleshed, forklarer Jan Eriksen, som er formand for Vildtforvaltningsrådet.

De hensyn har ikke været gode nok. I den nye plan anerkender Vildtforvaltningsrådet, at 'det kan være svært at holde ulven væk fra husdyr, selvom man gør alt det rigtige'.

Noget som fåreavler Jørgen Blazejewicz kender alt til.

En stor lettelse

Siden 2015 har fåreavleren mistet flere hundrede får, og bare i denne vinter har ulven slået til 14 gange. Men nu har han på skrift fra Vildtforvaltningsrådet, at han burde have fået mere hjælp.

- Det er jo præcis sådan, vi har oplevet det, at vi er stået tilbage med ansvaret og hovedparten af udgifterne, fortæller Jørgen Blazejewicz.

Fåreavler Jørgen Blazewicz.
Fåreavler Jørgen Blazewicz.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Derudover har det været masser af hårde kommentarer på de sociale medier, og han er sågar blevet politianmeldt for ikke at passe godt nok på sine dyr.

Sådan burde det ikke være slår den nye plan fast - og anerkender, at der har været 'tilfælde hvor husdyrholdere latterliggøres eller ikke tages alvorligt i forhold til de udfordringer de oplever'.

- Det er rigtig stærkt skrevet det her. Her er lidt omkring, hvad man som fåreavler bliver udsat for fra omverdenen, lyder det fra Jørgen Blazejewicz, mens han læser i planen.

Som led i at myndighederne skal tage mere ansvar, skriver Vildtforvaltningsrådet i den nye plan, at 'Husdyrholderne skal holdes økonomiske skadesløse, både i forhold til direkte omkostninger til hegn og andre afværgeforanstaltninger, i forbindelse med angreb og drab på husdyr og i forbindelse med øvrige omkostninger i form af f.eks. øget tilsyn, vedligeholdelse af hegn og øget tidsforbrug ved angreb'.

Formuleringer, som er afgørende for, at fåreavleren nu har fået en fornyet tro på fremtiden.

- Så tror jeg at fåreavl kan overleve i et eller andet samspil med ulvene, for så vil der være de ressourcer der skal til for at få det til at fungere, konkluderer Jørgen Blazejewicz.

Ikke en frifindelse

Ulven skal ikke koste penge for fåreavlere og andre husdyrholdere. Hverken i forbindelse med angreb og drab af dyr, eller når der skal sikres med hegn.
Sådan lyder forslaget fra Vildtforvaltningsrådet, som når man læser det, får det til at lyde som om, at alle ulveangreb tages på myndighedernes kappe.

Men sådan skal det ikke forstås.

Er det her en frifindelse af husdyrholderne?

- Nej, det er det ikke, det her at dele ansvaret. Der er stadig et stort ansvar hos den enkelte husdyrholder for, at det her kommer til at lykkes i fremtiden, at mindske angrebene på husdyrene, forklarer Jan Eriksen, som her formand for Vildforvaltningsrådet.

Det er hensigten, at den nye forvaltningsplan for ulven kommer til at gælde i de næste 10 år.