OK-tankstation om bilvask: - Du får, hvad du betaler for

En dyrere vask giver også en renere bil, mener tankstationskæden OK. Ifølge FDM og Autobranchen DK kan en billig vask dog være nok.

Lakteknisk konsulent hos Autobranchen DK, Rico Laurits Madsen, vælger altid den billigste vask, når han kører sin bil i vaskehal. Hos OK mener man dog, at de dyrere vaske er bedre at vælge, hvis man går efter en ren bil.
Lakteknisk konsulent hos Autobranchen DK, Rico Laurits Madsen, vælger altid den billigste vask, når han kører sin bil i vaskehal. Hos OK mener man dog, at de dyrere vaske er bedre at vælge, hvis man går efter en ren bil.
Foto: TV MIDTVEST

Du får præcis, hvad du betaler for, når du kører bilen i vaskehallen, hvad enten du vælger en hurtig, billig vask eller en grundigere og dyrere en af slagsen.

Bilen bliver nemlig alt andet lige mere ren, når du vælger luksusvasken fremfor hurtigvasken.

Det forklarer pressechefen for tankstationskæden OK.

- Vi mener nu engang, at man med vores forskellige typer vaske kan få bilen mere ren alt efter, hvad bilejerne vælger. Du får, hvad du betaler for, forklarer Rasmus Boserup.

- Det er som at vælge et længere vaskeprogram på din opvaskemaskine. Det giver sig selv, at jo længere tid, der bliver gjort rent, jo renere bliver det også, lyder det.

En unfair sammenligning

I lørdags bragte TV MIDTVEST historien om, at både FDM og Autobranchen DK anbefaler, at man som forbruger vælger den billige vask, fordi ’den gør det, den skal’.

Her lød anbefalingen i stedet på at bruge de sparrede kroner fra de dyrere vaske med lakforsegling og andre bilplejeprodukter på eksempelvis at få en professionel lakforsegling, der koster i omegnen af 1500 kroner, på et værksted, fordi lakforseglingen i vaskehallerne hurtigt bliver slidt af igen.

En sammenligning, der ifølge Rasmus Boserup er unfair.

- Det er meget svært at sammenligne de to ting, for det er to helt forskellige prisklasser og produkter. Så det synes jeg ikke rigtigt, man kan.

- Du får forskellige sæbeblandinger jo højere, du kommer op i prisklassen. Der er undervognsskyl og superglans-programmer, så man får en pænere lak. Så jeg mener ikke, at man så kategorisk kan sige, at man bare skal tage den billigste og hurtigste vask. Det kommer helt an på, hvem man er som bilejer. Nogle går mere op i at passe på sin bil, og det gør man ganske enkelt ved at vælge en af de dyrere vaske, lyder det fra Rasmus Boserup.

Tal fra OK-kæden viser, at 40 procent vælger at vaske sin bil med sæsonvasken til 129 kroner, mens 30 procent vælger den billigere hurtigvask til 69 kroner. De resterende 30 procenter benytter sig af mellemvasken ’grundigvask’.

2:33
Eksperter fra både FDM og Autobranchen melder ud, at det ikke kan svare sig at vælge de dyre sæsonvaske, når bilen skal vaskes.