Organisation bekymret for brugen af Roundup
DANVA, vandsektorens brancheorganisation, ser en stor risiko ved brugen af sprøjtegiften Roundup, da det kan være kræftfremkaldende.
DANVA er bekymret over brugen af Roundup, der er et sprøjtegift, som bruges til at tvangsmodne korn og raps. Det bruges primært i landbruget, dog bruger flere haveejere det også, men faren ved at bruge produktet er, at det kan sive ned og forurene grundvandet, skriver DANVA i en pressemeddelelse.
- Aktivstoffet i Roundup, glyphosat, kan nedvaskes og forurene vores drikkevand. Særligt om sommeren, hvor jorden er hård og fyldt med dybe sprækker, og der kommer kraftig regn, kan der være en forøget risiko for nedsivning, siger direktør i DANVA, Carl-Emil Larsen i pressemeddelelsen.
Forbyd stoffet
Regeringen herhjemme har meldt ud, at den støtter brugen af Roundup til tvangsmiddel, mens WHO advarer mod det, da glyphosat kan være kræftfremkaldende. I forbindelse med EU’s forlængelse af tilladelse til brug af glyphosat anbefalede parlamentet, at man skulle forbyde at bruge stoffet til nedvisning. Men det element bortfaldt i forbindelse med kommissionens forlængelse, der gælder de næste halvandet år.
- DANVA er bekymret for den sideordnede brug af glyphosat til tvangsmodning og mener, den anvendelse skal forbydes. Det forekommer at være en unødvendig risiko for grundvandet. Alle sprøjtemidler kan vaskes med regnen ned i jorden, siger Carl-Emil Larsen.
Landmænd sprøjter for at få en lettere høst, hvor afgrøderne er mere tørre og ens modnede. Andre sprøjter de næsten høstklare arealer med Roundup, fordi de ellers har svært ved at nå at bekæmpe rodukrudt som senegræs og tidsler, før de næste afgrøder skal sås.