To personer sigtet for vold mod politimænd

I løbet af natten har først en kvinde og sidenhen en ung mand været lidt for frembrusende overfor ordensmagten.

Politiblink.jpg
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Natten til søndag måtte politiet to gange, uafhængigt af hinanden, ty til anholdelse, fordi berusede personer sparkede betjente.

Den første episode fandt sted i Silkeborg kort efter klokken 23 lørdag aften. Politiet blev kaldt ud til en beruset kvinde, der befandt sig i Biosgården.

Da de kom frem og tog kontakt til den 38-årige, ville hun ikke oplyse sit navn til betjentene, som det ellers er lovpligtigt. 

- I stedet bliver hun så ophidset, at hun ender med at sparke en kollega over højre knæ med sine højhælede stiletter, fortæller vagtchef Anders Olesen.

Efterfølgende sparkede kvinden også til patruljebilen. Optrinnet endte med en anholdelse, og nu kan den 38-årige se frem til to bøder - dels for ikke at oplyse sit navn til politiet og dels for at være voldelig overfor en politibetjent.

Ville ikke forlade stedet

Næsten samme scenarie som i Silkeborg fandt også sted i nattelivet i Herning.

Her blev politiet kaldt til Østergade ved Fox and Hounds, hvor en ung mand havde skabt uro og derfor skulle bortvises fra stedet. 

Det var den 21-årige bargæst ikke enig i, og han ønskede ikke at forlade området, da politiet kom.

I stedet kvitterede han også med at sparke en betjent - igen over højre knæ. 

- De to personer deler lige nu værelser side om side med hinanden nede i vores kælder, fortæller vagtchefen med henvisning til politigårdens detention.

Når de to har sovet rusen ud, vil de blive løsladt. Ligesom den 38-årige kvinde, vil den 21-årige mand også blive sigtet for vold mod en betjent.