Politiet om tyveri fra varebiler: - Vi gør, hvad vi kan
Det kræver en samarbejde mellem branchen og politiet, hvis flere tyverier fra varebiler skal opklares.
Værktøjsglade tyve er ikke et ukendt problem hos Midt- og Vestjyllands Politi.
Flere midt - og vestjyske håndværkere efterlyste i søndags en større indsats for at opklare tyverier i varebiler.
Øget opmærksomhed på de mange værktøjstyverier har her i landsdelen ført til flere sigtelser i de mange tyverisager. Men problemet er langt fra løst, lyder det fra politiet.
- Vi gør, hvad vi kan gøre under de givne omstændigheder. Man kan sige, at jo tidligere vi kommer ind i billedet i det område, hvor tyveknægtene er, så ville vi have større chance for at pågribe dem, hvor de er, siger Ole Henriksen, der er politiinspektør hos Midt- og Vestjyllands Politi.
Frustration i branchen
En medlemsundersøgelse fra brancheorganisationen TEKNIQ, der blev offentliggjort i weekenden, viser at 52 procent af alle el- og vvs-installationsvirksomheder har været udsat for tyveri inden for det sidste år.
Mange af sagerne bliver aldrig opklaret, og det giver en stigende frustration i branchen.
- Nu skal jeg ikke blande mig i politiets arbejde - bortset fra at jeg har et håb om, at de kunne forøge opklaringsprocenten, siger Søren Mogensen, der er indehaver af Mogensen VVS Comfort i Holstebro og bestyrelsesmedlem i TEKNIQ.
Brancheorganisationen oplyser, at der på landsplan var 1987 anmeldelser om tyverier fra last- og varebiler i første kvartal af 2018. Til gengæld blev der kun rejst 62 sigtelser. I første kvartal af 2017 var der 1908 anmeldelser og 139 sigtelser.
Samarbejde mellem branchen og politiet
Skal flere værktøjstyve fanges, kræver det ifølge ifølge Midt- og Vestjyllands Politi et samarbejde mellem byggebranchen og politiet.
- Vi har jo tidligere gjort opmærksom på, at det var vigtigt, at bilerne holdt steder, hvor der var belyst. Måske hvor der var sat video op, og de var forsynet med tyverialarmer, sådan at vi kunne blive aktiveret, når indbruddet skete, siger politiinspektøren.
I 2017 førte godt et ud af tyve indbrud til en sigtelse. I dag er det tal næsten fordoblet, og næsten hver 10. tyverisag ender i en sigtelse, viser tal fra politiet.