Politiet skrider ind: Gaderæs-demonstranter rykker fra Struer til Holstebro
Hundredvis af unge med passion for biler og gaderæs var søndag samlet i Vestjylland for at demonstrere og protestere, fordi de føler sig chikaneret af politiet.
Arrangørerne bag en gaderæs-demonstration har søndag eftermiddag valgt at opløse deres forsamling i Struer.
De unge var samlet i Struer for at demonstrere, men da der hverken var taler, bannere eller andet, der kunne indikere en demonstration, advarede politiet om, at forsamlingen ville blive opløst, hvis de ikke begyndte at demonstrere.
Herefter valgte gaderæs-demonstranterne, efter dialog med politiet, at fortsætte demonstrationen ved politistationen i Holstebro.
Det fortæller Henrik Glintborg fra Midt- og Vestjyllands Politi.
Demonstrationen er arrangeret af en flok unge mennesker, som, ifølge dem selv, er utilfredse med, at politiet chikanerer dem, når de mødes til træf eller ræs.
Politiet er i de seneste måneder rykket ud til usædvanligt mange ulovlige ræs i det midt- og vestjyske. Senest lørdag aften blev to personer sigtet for hensynsløs kørsel i forbindelse med et gaderæs i Herning.
- Vi er her for at gøre opmærksom på os selv
TV MIDTVEST fangede en af arrangørerne bag demonstrationen på parkeringspladsen overfor Midt- og Vestjyllands Politis hovedkvarter i Holstebro.
- Vi er her for at gøre opmærksom på os selv, så det ikke kun er de ti betjente ved demonstrationen, der ser, at vi er her, fortæller Ronni Nygaard Koldsø, der er en af arrangørerne bag demonstrationen.
I stedet for at holde taler og gå med bannere, valgte demonstranterne dog en anden fremgangsmåde.
- Vi gasser op og hører noget højt musik og fortæller vores budskab, fortæller Ronni Nygaard Koldsø.
I fortæller, at I er trætte af at blive set på som bøller. Nu kører I herud og larmer og dytter. Bekræfter det ikke bare, at I er nogle bøller?
- Nej, det vil jeg ikke mene. Vi har fået at vide, at vi skal gøre opmærksom på os selv, for ellers bliver vi smidt væk fra den her demonstration. Vi må ikke bare holde og snakke, svarer Ronni Nygaard Koldsø.
- Det her er måske ikke så godt for vores omdømme. For vi vil gerne opføre os ordentligt. Men vi vil også gøre opmærksomme på, at vi er her, fortsætter han.
Efter at have demonstreret foran politistationen i Holstebro, valgte bilentusiasterne at køre til en privat landejendom i Tvis.