Praktiserende læger frygter kannibalske regionsklinikker

Flere regionale lægeklinikker vil ikke løse problemet med lægemangel, mener lægeorganisation. LA er enig

falcklaegeogsygeplejerske.jpg
Foto: Falck

Det vil være en rigtig dårlig løsning på problemet med lægemangel i yderområderne at give regionerne friere adgang til at drive lægeklinikker.
    
Sådan lyder det i et åbent brev fra Praktiserende Lægers Organisation (PLO) til Folketingets sundheds- og ældreudvalg torsdag.
    
Regeringen og de øvrige partier er i sidste fase af forhandlingerne om, hvordan man sikrer lige lægeadgang til alle borgere.
    
Et af de centrale temaer er, om sundhedsloven skal ændres, så regionerne får friere rammer til at drive regionale lægeklinikker.
    
Formand for PLO Christian Freitag advarer om, at flere regionsklinikker vil virke "kannibaliserende" på almen praksis.
    
- Grundlæggende får vi jo ikke flere praktiserende læger, ved at flere læger lader sig ansætte i en regions- eller udbudsklinik. Men vi trækker læger væk fra de almindelige lægeklinikker, siger Christian Freitag.
    
Han frygter, at løndannelsen inden for almen praksis vil blive skævvredet, hvis der kommer flere regionsklinikker.
    
- Vi har set eksempler på, at en regionsklinik tilbyder 100.000 kroner om måneden plus pension for 30 timers arbejde.
    
- Det er stærkt konkurrenceforvridende, og det løser jo ikke problemerne med lægedækning, understreger Christian Freitag.
    
I stedet for en lovændring efterlyser PLO, at der uddannes flere speciallæger i almen medicin, og at der investeres i udvikling inden for almen praksis, så flere læger får lyst til at arbejde med det område.
    
Liberal Alliance (LA) og De Konservative bakker op om PLO's ønske om at undgå regionsklinikker.
    
LA's sundhedsordfører, May-Britt Kattrup, henviser til en undersøgelse fra Forum for Yngre Almenmedicinere, som viser, at under én procent af de kommende læger ønsker at arbejde i en regionsklinik.
    
- Først og fremmest er det jo et problem, hvis lægerne ikke ønsker ansættelse i regionsklinikkerne. Derudover ser LA gerne, at vi får øget det private initiativ frem for at få flere offentligt ansatte, siger hun.
    
/ritzau/