Redegørelse: Esben Lunde udtalte sig upræcist på samråd
Fødevareminister Esben Lunde Larsens (V) eget ministerium korrigerer ministerens udtalelser på samråd.
Da miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) var i samråd fredag, udtrykte ministeren sig "upræcist", da han skulle oplyse, hvilke informationer han havde videregivet til de borgerlige partier.
Ministeren var indkaldt i samråd i en sag om koncentration af fiskekvoter.
Det skriver Miljø- og Fødevareministeriet i en redegørelse, der er vedhæftet et svar til Folketinget.
Ministeriet skriver i sin redegørelse:
- På samråd af 31. marts 2017 har ministeren gennemgående jævnfør sin samrådstale korrekt udtrykt, at han på VKOLA-mødet har drøftet to af de tre til ham indstillede forslag.
- I enkelte tilfælde har ministeren dog udtrykt sig upræcist om, hvorvidt alle tre forslag har været fremført på ordførermødet.
VKOLA er en forkortelse for partierne Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.
Ministeren har i et stykke tid været under pres fra samtlige partier i Folketinget undtagen regeringens egne.
De øvrige partier mener, at ministeren ikke har videregivet de relevante styrelsers anbefalinger til, hvad man kan gøre mod såkaldte kvotekonger - fiskere med meget store fangstkvoter.
Redegørelsen fra ministeriet gennemgår forløbet med forskellige nedslagspunkter. Et af punkterne er et møde i maj 2016 mellem Esben Lunde Larsen og fiskeriordførerne fra partierne i blå blok.
Her videregav ministeren ifølge redegørelsen kun to ud af tre anbefalinger fra styrelsen.
Da ministeren var kaldt i samråd fredag for at redegøre for forløbet, har han altså ifølge ministeriet været "upræcis" med sin gengivelse af, om han videregav to eller tre anbefalinger på det møde.
Ifølge Enhedslistens demokratiordfører, Maria Gjerding, er ministerens ageren "ikke et demokrati værdigt".
- Det er hele fundamentet for, at vores demokrati fungerer, at en minister taler sandt, siger hun.
- Det er op til Dansk Folkeparti, hvad konsekvensen skal være, at en minister udviser disrespekt over for dem som støtteparti og over for demokratiet.
/ritzau/