Få fredagens overblik over coronasituationen i Midt- og Vestjylland her

Alle mink i Danmark skal aflives efter fund af mutationer i covid-19, mens Thisted og Vesthimmerland lukker ned. Følg dagens udvikling her.

Alle landets mink aflives lige nu. Arkivfoto.
Alle landets mink aflives lige nu. Arkivfoto.
Foto: Johan Gadegaard/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix

Borgerne i Thy og Vesthimmerland er i dag vågnet op til en hverdag med nye restriktioner. De nye restriktioner skal standse spredningen af den muterede coronavirus fra mink, som man har fundet i Nordjylland. 

Frygten er, at mutationen på sigt kan betyde, at en kommende coronavaccine ikke virker som planlagt.

Imens fortsætter aflivningen af alle mink i landet. 

TV MIDTVEST er med hele dagen og opdaterer her med det seneste nye og reaktioner.

6. nov kl. 21:12

Testtider rives væk i Thisted

Fra lørdag bliver borgere i Thisted og Frederikshavn massetestet for at få styr på corona-mutationen. 

- Testtider i weekenden rives væk, og der er snart ikke flere tider at vælge i løbet af weekenden, hvor vi starter massetest i to kommuner. Nordjyderne i Frederikshavn og Thisted har en meget stor interesse i at lade sig teste. Det er grundlæggende godt for smitteopsporingen af den muterede virus, men vi kan ikke teste alle på en gang. Vi bliver nødt til at bede jer, om at have tålmodighed. Vi vil løbende lægge flere tider op på coronaprover.dk, når det er muligt. Vi forventer at være i Thisted og Frederikshavn et godt stykke tid ind i næste uge, så bare rolig - vi skal nok få jer testet. Det bliver bare ikke nødvendigvis i denne weekend. Hold løbende øje med rn.dk/coronatest, hvor vi opdaterer med tid og sted for kommende testning, sigerJan Nybo, der er chef for Region Nordjyllands COVID-19 testindsats.

Der skal bestilles tid på  www.coronaprover.dk 

6. nov kl. 19:58

Coronamutationen skyld i minkaflivning er ifølge forskere muligvis uddød

Coronamutationen skyld i minkaflivning er ifølge forskere med stor sandsynlighed uddød.

Det skriver Berlingske, der har talt med flere forskellige forskere.
En af dem er Henrik Schiøler, der er lektor på Institut for Elektroniske Systemer ved Aalborg Universitet.

Han vurderer, at det er overvejende sandsynligt, at mutationen er forsvundet.

- Men selvom sandsynligheden for yderligere spredning er lille, betyder det ikke, at myndighederne ikke skal gøre noget, siger han til avisen.
 

/Ritzau/

6. nov kl. 18:58

Elever opfordres til at blive på efterskolen

Hvis efterskoleelever i Nordjylland de næste fire uger tager hjem, skal de ikke komme tilbage på skolen.

Sådan lyder opfordringen fra Efterskoleforeningen til eleverne på efterskoler i de syv nordjyske kommuner, der torsdag blev lukket ned.

- Sådan som vi tolker de nye retningslinjer, så skal eleverne, når de kommer tilbage på efterskolerne søndag, blive på efterskolerne de næste fire uger. Hvis de tager hjem, så skal de blive hjemme i restperioden.

Hos Aalestrup Naturefterskole, der ligger i Vesthimmerland kommune, har man allerede kontaktet skolens 91 elever og deres forældre.

- Vi har informeret vores elever om, at tager de hjem fra mandag klokken 08.00, så er det meningen, at de skal blive hjemme den næste måned, siger Svend Lindhold Hansen, der er forstander på skolen.

/ritzau/

6. nov kl. 18:42

Kvindeligaen sættes på pause efter nordjysk nedlukning

Kvindeligaen i fodbold suspenderes efter corona-nedlukningen af Nordjylland.

Resten af turneringen rykkes til foråret, oplyser chefen for Kvindeligaen, Nicolai Kaas.

- Vi har valgt at udsætte de sidste to runder af Kvindeligaen, fordi vi mener, at det er den mest sportslige korrekte måde at gøre det på, forklarer Kaas.

Både Fortuna Hjørring og FC Thy fra Kvindeligaen holder til i de kommuner, hvor folk ikke længere må krydse kommunegrænser som følge af bestræbelserne på at inddæmme smitten med de muterede coronavirus.

De to sidste runder af grundspillet samt det efterfølgende slutspil vil i stedet efter planen blive afviklet til foråret inden starten af sæsonen 2021/2022.

/ritzau/

6. nov kl. 18:36

Massetest af borgere i Thisted fra i morgen

For at komme den muterede corona-smitte til livs, opfordres alle borgere i de syv berørte nordjyske kommuner til at blive testet.

Testindsatsen begynder i morgen lørdag med massetest af borgere i blandt andet Thisted Kommune. Her vil man fra klokken 9.00 kunne blive testet på Thisted Sygehus og i Thyhallen. Også i Hannæshallen i Vesløs og i Hurup Hallerne er der mulighed for at blive corona-testet.

I Vesthimmerlands Kommune vil der i følge Region Nordjylland blive etableret nye teststeder snarest.

6. nov kl. 18:33

Mors-Thy Håndbold flytter kampe til Mors

Mors-Thy Håndbold, der har spillere bosiddende både i Thy og på Mors, og som traditionelt spiller deres hjemmekampe skiftevis i Thyhallen og Sparekassen Thy Arena, spiller videre på trods af den opståede Corona-situation i de Nordjyske kommuner - og af, at Thy er isoleret fra omverdenen.
 
- Vi flytter vores kommende hjemmekampe fra Thy til Mors, fortæller Salgsdirektør Hans Peter Jarl Madsen.
 
Den gælder kampene mod TTH Holstebro den 11. november, mod  Århus Håndbold den 13. november samt TTH Holstebro den 5. december.

 

6. nov kl. 17:14

Coronaramte firmaer i Nordjylland vil kunne kompenseres

Virksomheder i syv nordjyske kommuner, der har stor nedgang i omsætningen på grund af corona, får adgang til kompensationsordninger.

Det oplyser regeringen.

/ritzau/

6. nov kl. 17:12

Mink-ansattes bofæller anbefales test flere gange om ugen

Personer med relation til minkdrift og deres bofælles bør coronatestes tre til fire gange hver uge.
    
Det er ikke kun dem, der har direkte relation til minkdrift - for eksempel via arbejde - som bør testes for coronavirus hyppigt. Også deres bofæller bør testes. Og det skal gerne være tre til fire gange om ugen, lyder det fra Sundhedsstyrelsen i et sæt nye anbefalinger.

Anbefalingerne kommer, efter at der torsdag blev annonceret skærpede corona-restriktioner i dele af Nordjylland.

Kommunerne huser en stor del af landets minkavl, der skal slås ned, efter at en mutation af coronavirusset har spredt sig fra mink til mennesker.

- Det er vigtigt, at folk, der har en vigtig samfundsfunktion, fortsat har mulighed for at komme på arbejde, hvis de ikke er i risiko for at smitte andre.

- Den hyppige test af personer, der arbejder eller på en anden måde har relation til minkdrift, sikrer samtidig, at der ikke er en eventuel smitte, der kan sprede sig, siger overlæge Bolette Søborg i en pressemeddelelse.

/ritzau/

6. nov kl. 17:08

Herning overtager Frederikshavns EM-kampe

På grund af coronasituationen i Nordjylland, så overtager Herning de kampe, som der skulle være spillet i Frederikshavn ved det kommende EM i kvindehåndbold.

6. nov kl. 17:02

Skruer op for smitteopsporing

Styrelsen for patientsikkerhed vil fremover selv stå for smitteopsporingen i Thisted, Vesthimmerland og de øvrige nedlukkede kommuner i Nordjylland.

Hidtil har det været udbredt, at smittede selv kunne informere deres nære kontakter. Det har også været fremme, at styrelsen i en del tilfælde ikke er lykkedes med at træffe de nære kontakter.

Enhedschef i styrelsen Bente Møller sagde fredag eftermiddag på et pressemøde, at styrelsens smitteopsporing selv vil kontakte alle nære kontakter til de smittede i de nordjyske kommuner og ikke giver op, før det er sket.