Skolelederformand om udeundervisning: - Ikke umuligt men svært
Fra på mandag skal landets skoleelever i 5.-8. klasse tilbage i skole én dag om ugen. Undervisningen skal udelukkende foregå udendørs.
Der ligger et større logistikarbejde på landets skoleleders skuldre, efter det tirsdag blev meldt ud, at skoleelever i 5.-8. klasse skal én dag i skole om ugen – vel at mærke til udendørs undervisning.
- Det bliver svært. Det er smukt tænkt, men svært omsætteligt, siger skolelederforeningens formand Claus Hjortdal.
Især kan det blive en udfordring for de små midt- og vestjyske skoler, hvor både pladsen er trang og lærerstaben lille. For med den kommende undervisning skal skolerne både mestre online-, udendørs- og indendørs-undervisning.
- Jeg vil ikke sige det er umuligt, men vi mangler at se retningslinjerne for det, siger Claus Hjortdal.
Ingen telte til undervisning
Retningslinjerne kommer formentlig i dag eller i morgen, og her håber de at få svar på flere af deres mange spørgsmål.
- Må eleverne gå indenfor for at komme på toilet? Må de blive testet indendørs? Vi har allerede spurgt, om vi må sætte telte op som i foråret, men det må vi ikke. Det har ministeren sagt, siger Claus Hjortdal.
Selvom ønskescenariet for skolelederne langt fra var at skulle undervise på tre forskellige måder, så er foreningens formand fortrøstningsfuld.
- Jeg er sikker på, at der er en masse kreative skoleledere, der vil forsøge at finde løsninger på det, siger han.
På landets ikke brofaste øer kan grundskoleelever vende tilbage med 100 procent fremmøde. Det vil blandt andet sige skoleeleverne på Fur.