Små virksomheder: Skatteloven er for indviklet

Skattesnyd for små virksomheder er ofte ikke bevidst, siger SMV Danmark. Reglerne er bare for indviklede.

Størstedelen af virksomhederne prøver nemlig ikke bevidst at snyde med deres skattebetaling, mener interesseorganisation.
Størstedelen af virksomhederne prøver nemlig ikke bevidst at snyde med deres skattebetaling, mener interesseorganisation.
Foto: Erik Refner/Scanpix

Det bliver dyrt for de små og mellemstore virksomheder, hvis skatteminister Karsten Lauritzen (V) strammer revisorpligten, som bebudet i Børsen.

I stedet skulle man kigge skattereglerne efter i sømmene, mener Jacob Brandt fra interesseorganisationen SMV Danmark.

Størstedelen af virksomhederne prøver nemlig ikke bevidst at snyde med deres skattebetaling. De forstår bare ikke reglerne.

- Det er kun ti procent af virksomhederne, som bevidst snyder, mens 90 procent bare ikke kan finde ud af reglerne.

- Vi ønsker en lettere og billigere løsning for at finde de virksomheder, som laver fejl i deres skattebetaling.

- For eksempel at certificere bogholderifaget, så man får bogholdere, der kan hjælpe virksomhederne med at sikre en rigtig skattebetaling, foreslår Brandt.

Stramning af revisorpligten skal mindske det såkaldte skattegab, den manglende skattebetaling, der for SMV-virksomhederne er på 12 milliarder kroner ifølge Børsen.

Brandt peger på, at de mange regler på området er skyld i, at flere virksomheder ikke betaler, hvad de skal i skat.

Det kan for eksempel være en fødevarevirksomhed, som blander forskellige ingredienser sammen, hvor der er forskellige afgifter og regler for hver.

- Du skal altså sørge for at have tungen lige i munden, og det kan være vanskeligt.
    
- Den del vil en revisor aldrig fange, for de sidder jo ikke og kigger så detaljeret på en virksomheds regnskab, mener han.