Socialdemokrat og født på landet: Vi har en klima- og miljøkrise

Selvom Anne Paulin er vokset op på en gård i Salling, så er hensynet til miljøet vigtigere end landbrugets produktionsvilkår.

28:32
Anne Paulin er sammen med Carsten Kissmeyer gæst hos Klaus Knudsen Pedersen i Krydsfelt. Se debatten her.

Hun er fra landet. Fra en gård i Hindborg, nordvest for Skive. Men Anne Paulin er også socialdemokrat, og tør derfor godt sige det, som landbruget ikke nødvendigvis bryder sig om at høre.

- Jeg har stor respekt for, at danske landmænd knokler, og at landbruget er et vigtigt erhverv for Danmark, men produktionen er jo nødt til at ske i overensstemmelse med naturen og miljøet, siger Anne Paulin.

Dermed sætter Anne Paulin en streg under, hvor hendes politiske fokus ligger. Socialdemokraten vil have, at dansk landbrug i højere grad bekymrer sig om og tilgodeser miljøet.

- Tingene skal gå hånd i hånd. De produkter, og den form for landbrugsproduktion, vi skal have, det skal være avanceret og den bedste i Verden. Og det sker kun, hvis vi også har respekt for, at vi kan nå nogle miljø- og klimakrav samtidig, mener den socialdemokratiske folketingskandidat i Skive-kredsen.

Venstre: Vi skal ikke være til grin

Argumentationen sker i denne uges Krydsfelt på TV MIDTVEST, hvor Anne Paulin er i debat med folketingsmedlem Carsten Kissmeyer, der ved det kommende folketingsvalg stiller op i Ikast-Kredsen. Venstremanden er forhenværende borgmester i Ikast-Brande Kommune, hvor landbruget er en vigtig økonomisk spiller, med mange mennesker ansat, som det, i følge Carsten Kissmeyer, ikke nytter at give ringere arbejdsvilkår.

- Det er stadigvæk landbruget, der bidrager mest, som enkelt-sektor, til vores netto-betalingsbalance. Derfor er vi nødt til, også i en global verden, at sige, hvordan er det vi balancerer det her? Jeg er meget, meget positiv overfor at sige, at vi passer på klimaet. Men vi skal også gøre det på en måde, så vi ikke bliver til grin i hele verden, siger Carsten Kissmeyer.

De to folketingskandidaters armlægning kommer i forlængelse af friske tal, som viser, at dansk landbrug ikke har formået at leve op til den planlagte kvælstofreduktion, som blev politisk aftalt i forbindelse med Landbrugspakken i 2015. Målet var her, at landbruget 'ad frivillighedens vej' skulle reducere kvælstofudledningen med 1451 tons om året til og med 2018. Nu, hvor 2018 er gået, viser beregninger, at erhvervet kun har mindsket udledningen med 12 tons om året.

- Vi står jo i en situation, hvor vi har en klimakrise. Vi har en miljøkrise på rigtig mange områder. Vi er allesammen nødt til at gøre noget, mener Anne Paulin, folketingskandidat for Socialdemokratiet i Skive-kredsen.

Minister: Ro på

Miljø- og Fødevareminister Jakob Ellemann Jensen (Venstre) manede i forbindelse med offentliggørelsen af tallene til ro. Ministeren pointerede, at kvælstofudledningen ikke er gået ned, som forventet - men den er altså heller ikke steget.

Også Jakob Ellemanns partifælle i det midtjyske mener, kritikerne bør slå koldt vand i blodet. Carsten Kissmeyer, der i øjeblikket sidder i Folketinget, fordi han i efteråret trådte til, da tidligere miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (Venstre) forlod dansk politik, advarer om at gå i panik. Han sår tvivl om tallene. Carsten Kissmeyer vil ikke per automatik anerkende, at det står så skidt til med kvælstofudledningen, som det for nylig blev lagt frem.

- Jeg er så nøgtern, så jeg siger, hvad er der sket de seneste 20 år? Er der sket en forbedring af vandmiljøet, eller er der ikke? Der er sket en klar forbedring. Der er ingen landmænd, der vælger at sige, at nu bruge vi mere gødning, end planterne kan optage, mener Carsten Kissmeyer.

Men den køber man ikke hos Socialdemokratiet. Partiets folketingskandidat i Skive-kredsen bakker sine partifæller på Christiansborg op om, at der skal håndfaste krav på bordet, så man kan gøre sig realistiske forhåbninger om at nå målet om den aftalte kvælstofreduktion i 2021.

- Jeg vil gerne leve i et land, som har et rigtig stærkt landbrug. Men jeg vil også gerne leve i et land, hvor man kan få rent drikkevand fra hanen og hvor man kan gå ned til en sø eller en bæk og se haletudser og frøer. Så derfor er vi nødt til at have respekt for, at det ikke kan gå den gale vej med vores vandmiljø, siger Anne Paulin.