Status på nattens snevejr: - Der er nogle biler, der skal graves fri for sne derude
Nogle midt- og vestjyder er vågnet til 8 til 15 centimeter sne, lyder det fra DMI.
Nattens snevejr er passeret, og de fleste steder i Midt- og Vestjylland er temperaturen kravlet et par grader over frysepunktet. Sådan lyder det her til morgen fra vagthavende meteorolog hos DMI Jens Lindskjold.
Han kategoriserer nattens snevejr til at ligge på et stadie lige under snestorm.
- Der er nogle biler, der skal graves fri for sne derude, det er der ingen tvivl om. Det er vores gæt, at der mange steder derude ligger 8-15 centimeter sne, siger han.
- Man vil nok opleve, at der ligger mest ved Thy og Mors.
Det er også kun Thy og Mors, der stadig har frostvejr, men det er et spørgsmål om få timer, før de også kommer med over frysepunktet, fortæller Jens Lindskjold. Dermed vil sneen så småt begynde at smelte og give færre problemer.
- Så bliver sneen mere våd, og selvom der er lidt vind, vil den ikke flytte sig, siger han.
Vi er dog ikke helt færdige med nedbør, selvom det er slut med sneen i denne omgang. Resten af dagen byder nemlig på sporadisk regn over Midt- og Vestjylland, fortæller Jens Lindskjold.
Pas på i trafikken
Hvis du skal ud at køre i den nyfaldne sne i løbet af lørdag, så er det med at være opmærksom, lyder det fra Lasse Andersen, der er vagthavende hos Vejdirektoratet.
Han fortæller, at sneen nok driller mest ved og nord for Aalborg, men det betyder altså ikke, at du bare kan køre som du plejer i det midt- og vestjyske.
- Vi har jo fået en omgang sne i hele landet, så man skal stadig være opmærksom på glatte veje, siger han.
- Selvom vejene ser ryddede og saltede ud, så er det altså stadig en god ide at køre efter forholdene, for der er altså stadig risiko for, at det er glat.
Og der er nogle helt konkrete råd at følge, hvis du skal ud i vinterlandskabet.
- Sænk hastigheden, hold afstand, kør i god tid og efter forholdene, siger Lasse Andersen.
Han opfordrer også til at tjekke trafiksituationen på vejdirektoratets hjemmeside, inden man sætter sig bag rettet.