Store tudedag: Efterskoleeleverne siger på gensyn

Lørdag var det tid til at kramme nye venner og efterskolelivet farvel for tusindevis af elever landet over.

Jens Weissmann og Tobias Aggerholm tog i dag en tårevædet afsked med kammerater og lærere på Hald Ege Efterskole.
Jens Weissmann og Tobias Aggerholm tog i dag en tårevædet afsked med kammerater og lærere på Hald Ege Efterskole.
Foto: Jeanette Torndahl Madsen, TV MIDTVEST

Efter at have tilbragt dag og nat sammen nærmest uafbrudt i 10 måneder, oprandt i dag den dag, som mange efterskoleelever har frygtet i månedsvis. Dagen, hvor det var tid til at sige farvel til efterskoleboblen og alle de nye venner.

- Det er utroligt, så mange venner man har fået, og hvor meget man har udviklet sig som menneske i sig selv, lyder det fra Jens Weissmann, der i dag krammede farvel til vennerne på Hald Ege Efterskole ved Viborg. 

Men selvom det var en trist afsked fyldt med tårer og store kram, så tager eleverne både store oplevelser, gode minder og bedste venner med sig. 

- Jeg er overrasket over, hvor hurtigt man lærer hinanden at kende. Jeg føler, at man har kendt hinanden i 10 år, siger Tobias Aggerholm. 

Alt i alt afslutter 26.000 elever i disse dage deres år på efterskole. 

0:28
Her kan du se elevernes svære afsked med hinanden og efterskolelivet.