TV MIDTVEST vinder pris for årets historie: - Blev helt vildt overrasket
TV MIDTVEST vandt fredag aften tre journalistiske priser for stærke regionale historier.
Der blev klappet, hujet og fejret, da fire priser blev uddelt til den årlige gallafest i den midt- og vestjyske afdeling af Dansk Journalistforbund i Anlægspavillionen i Holstebro fredag aften.
Prisen for årets historie, Den Gyldne Blok, vandt Majbrit Oddershede Bach og Karl Erik Lørup fra TV MIDTVEST for afsløringerne i dokumentaren ’De lovløse lastbiler – 59 timer på landevejen’.
- Jeg blev helt vildt overrasket og mega glad. Karl Erik er på skiferie, så jeg skyndte mig at ringe ham op, så han kunne se og høre alle klappe, da vi modtog prisen, siger Majbrit Oddershede Bach.
- Vi er så stolte. Det er meget anderledes end noget, vi har lavet før. Vi lå i halen på de her lastbilchauffører midt om natten, og det er en oplevelse, vi aldrig kommer til at glemme. Det var så ekstremt, og vi brugte enormt mange timer på det. Det kan vi snakke om endnu, lyder det.
Vandt også pris for Guf-dokumentar
Udover prisen for årets historie, løb Majbrit Oddershede Bach også med årets visuelle pris for dokumentaren ’Da Guf gik i Skoven’ sammen med kollegaen Bent Leth.
En fortælling, der betyder meget for hende.
- Det er en rigtig god afslutning på en meget emotionel tid. Hele Danmark var vilde med hans historie, og så døde han lige pludselig. Lige der var det svært for alvor at nyde succesen, så det her er en rar måde at afslutte forløbet på, forklarer Majbrit Oddershede Bach.
- Jeg er rigtig glad for den dokumentar. Jeg synes, den viser, at vi regionale journalister og fotografer sagtens kan være med på et rigtig højt niveau.
Tre af fire priser til TV MIDTVEST
TV MIDTVESTs Frederik Helms blev hædret med titlen som Årets Talent, og dermed vandt TV MIDTVEST tre ud af gallaaftenens fire priser.
Prisen ’Årets Overraskelse’ gik til Jens Peder Østergaard og Jakob Thorup Thomsen fra Viborg Stifts Folkeblad for bogen ’Mein Lieber Kristian’.
Gallafesten kunne i år fejre 10 års jubilæum.