Ulveangreb på husdyr tæt på fordoblet i 2023

Flere ulveangreb rammer Danmark i takt med, at ulvebestanden stiger i landet, oplyser Miljøstyrelsen.

Landmand Cato Barslund har tidliger haft besøg af en ulv på sin jord ved Kongenshus Mindepark mellem Viborg og Holstebro.
Landmand Cato Barslund har tidliger haft besøg af en ulv på sin jord ved Kongenshus Mindepark mellem Viborg og Holstebro.
Foto: Privatfoto

Antallet af ulveangreb på husdyr blev næsten fordoblet fra 2022 til 2023.

Det skriver Miljøstyrelsen i en pressemeddelelse.

I 2022 registrerede Miljøstyrelsen 32 ulveangreb på husdyr. I 2023 var tallet steget til 57 tilfælde.

Flere ulve på dansk jord er blandt andet skyld i stigningen, oplyser Miljøstyrelsen.

- Det stigende antal ulveangreb på husdyr følger den stigende ulvebestand og det forhold, at ulvene har spredt sig til nye områder, siger specialkonsulent Lasse Jensen fra Miljøstyrelsen i pressemeddelelsen.

Styrelsen estimerer, at der i januar 2024 var omkring 37-50 ulve i Jylland.

De regner med, at udbredelsen af ulvesikrede hegn på sigt vil begrænse antallet af ulveangreb.

Der er endnu ikke registreret et ulveangreb på husdyr bag et fungerende ulvesikret hegn, oplyser styrelsen.

Landmænd i hele Jylland kan søge tilskud til at få opført et ulvesikret hegn.

- Før var det kun muligt i to afgrænsede områder i Vest- og Midtjylland. Vi forventer, at udbredelsen af ulvesikrede hegn på sigt vil begrænse antallet af ulveangreb på husdyr, siger Lasse Jensen.

I 2023 udbetalte Miljøstyrelsen omkring 660.000 kroner i kompensation for angreb på husdyr.

Et ulvehegn er strømførende og minimum 110 centimeter, før det kan holde ulve ude.

I 2021 registrerede Miljøstyrelsen 16 ulveangreb.

Lokale ulvekonsulenter eller DNA-prøver kan afgøre, om ulve er skyld i angreb på husdyr.

Danske ulves primære bytte er hjortevildt som rådyr og krondyr.

Aarhus Universitet, DCE-Nationalt Center for Miljø og Energi og Naturhistorisk Museum Aarhus overvåger ulven i Danmark for Miljøstyrelsen.